Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem – Enhedslisten i Sorø
I forbindelse med først udstykningen af Rørstensgården på Frederiksberg og siden Pilegårdstrekanten i Dianalund er der sneget et politisk skifte ind.
I lokalplanerne indføres private plejehjem.
Enhedslisten ønsker ikke en privatisering af ældresektoren og ser friplejehjem, som et skridt ad den vej. Det er en meget vidtrækkende ideologisk konsekvens af et grundsalg!
Problemet med privatiseringen er, at det skaber usikkerhed om fremtidens tilbud for de private vil gerne være der til fest, men det er kommunen der skal tage over når profitten ikke er stor nok.
De private er kun interesseret i, at lægge sig i attraktive områder, og bliver lukket når der ikke er tilstrækkelig økonomisk gevinst.
Det så vi senest den 28. september 2020, hvor friplejehjemmet Munke Mose i Odense gik konkurs. Det efterlader en forfærdelig situation for de ældre, der kan komme til at stå i en problemstilling, hvor de skal flytte og skifte personaler, og selvfølgeligt for de medarbejdere der bliver afskediget.
Konkursen rammer de ældre, og som altid må kommunens ansatte tage over. Lad os droppe ideen om at velfærd er noget, der skal laves forretning og profit på.
Vi har jo igen og igen set, at når private velfærdskoncerner krakker, er det samfundet, der må samle stumperne op på skatteydernes regning. Alene på hjemmeplejeområdet, har der været over 50 konkurser som konsekvens af, at kommuner spekulerer i at lade private tage sig af ældreplejen, for at spare penge.
Det er helt afgørende, at der er tryghed i de borgernære opgaver som pleje og praktisk hjælp. Det er steder, hvor borgeren er helt afhængig af hjælpen og skal kunne stole på, at den også er der i morgen. Derfor skal det være en offentlig opgave.
For Enhedslisten er det her et principielt område.
Plejehjem skal ikke drives og effektiviseres, som en industrivirksomhed. Det handler ikke bare om at gøre det så effektivt som muligt, det handler om at gøre det godt. Det kræver tid, også til ting, der ikke kan måles og vejes og effektiviseres.
Når private driver velfærd, så skal de have et afkast, og det betyder en ekstra udgift for skatteyderne. Penge, der kunne have været brugt på mere velfærd til borgerne, ender i ejernes lommer.
Vi har set folk, der er blevet millionærer på omsorgssvigtede børn, på handikappede eller på bosteder og blandt andre udsatte grupper. Drivkraften for virksomhederne har aldrig været det gode tilbud, det har ene og alene været at fylde lommerne!
Velfærdskoncernernes forretningskoncept er enkelt: Man tager skatteydernes penge, forringer servicens kvalitet og medarbejdernes vilkår. Det giver en gevinst til ejerne.
Forskningsprojektet ”Kvalitet på offentlige og private plejecentre i Danmark” viser at i forhold til strukturel kvalitet, der generelt er en indikationer på, at offentlige plejecentre har en lidt højere strukturel kvalitet en de private plejecentre. Både selvejende og de øvrigt private plejecentre – og særlig de øvrige private plejecentre, har en markant større andel medarbejdere, der er timelønnede end offentlige plejecentre og har dermed som udgangspunkt dårligere vilkår for at sikre en høj kontinuitet blandt medarbejderne.
Erfaringerne med privatisering af ældreplejen er dårlige. Vi skal ikke gentage Sveriges fejl, hvor det i meget høj grad er kapitalfonde, der leverer privatiseret velfærd. Sverige burde være et verdens stærkeste velfærdslande. Her har konsekvensen under Coronakrisen vist sig at de har en plejesektor, hvor både beboere og personale behandles som skidt.
