Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø
Borgmester Gert Jørgensen er sur på Enhedslisten, fordi vi har påpeget, at Sorø Kommunes økonomi er i en ringere fatning efter seks år med C, V og O styre, end den var, da partierne overtog magten.
Hvis man synes tal er interessante, så kan man få god tid til at gå ved, at kigge rundt i indenrigsministeriets nøgletal. Det er jo ikke tal Enhedslisten bestemmer over, og de viser i hvert fald et sammenligningsgrundlag for hvordan økonomien har udviklet sig i Sorø Kommune.
Da Gert Jørgensen tidligere har klaget over, at Enhedslisten sammenlignede tallene for 2013 (sidste år med S og SFs styre) med dem i 2019, og i stedet synes, at vi skulle bruge tallene for 2014 (af bogføringshensyn) er begge tal nu medtaget. Vi har intet at skjule.
Tallene fra Indenrigsministeriet viser:
– at Sorø kommunes langfristede gæld per indbygger ved årets udgang var på:
23.317 kroner i 2013
22.264 kroner i 2014
25.714 kroner i 2019
– at Sorø Kommunes langfristede gæld uden ældreboliger pr indbygger var på:
18.003 kroner i 2013
17.162 kroner i 2014
18.562 kroner i 2019
– at Sorø Kommunes likvide aktiver pr indbygger var på:
– 886 kr i 2013
– 118 kr i 2014
– MINUS 341 kr i 2019
– at Sorø Kommunes likviditet efter kassekreditreglen pr indbygger var på:
3.888 kroner i 2013
4.224 kroner i 2014
3.441 kroner i 2019
Tallene kan findes på http://www.noegletal.dk/vs1.html i eksemplet er pris og løntal reguleret ud fra 2013 priser.
Vi erkender, at disse tal ikke viser hele billedet. Sorø Kommune har for eksempel optaget likviditetslån for 77 millioner under C,V og O og samtidig haft et overskud på salg af kommunens værdier på ca. 87 millioner. Alligevel er økonomien væsentlig forringet. Yderligere afspejler tallene heller ikke efterslæb på bygningsvedligehold mv. Gjorde de det, ville det bare gøre tingene endnu værre for blå blok.
Kære Gert Jørgensen – opfordringen fra Enhedslisten er, at blå blok i forbindelse med 2020 budgettet inviterer til reelle budgetforhandlinger og søger at skabe et budgetforlig, der rummer så mange af byrådets partier, som overhovedet muligt. Det ville være et stærkt signal om, at vi sammen søger at skabe trygge rammer for kommunens borgere.