Tekst og foto: Dan Kiving
Vejret var ikke i det varmeste sommerhumør lørdag eftermiddag, hvor Den Holbergske Stiftelse havde inviteret til en meget speciel event på Tersløsegaard i Tersløse ved Dianalund.
Bestyrelsesmedlem Susanne Søhuus, som bød velkommen i én af Holbergs stuer, antydede overrasket over den store interesse, at regnen måske var medårsag til fremmødet. Den levende interesse fra os alle modsagde dog dette, for den propfyldte stue viste stor og ægte medleven.
Susannes spændende fortælling om vores store digter og Tersløsegaard rundede naturligvis også uundgåeligt den seneste tids disput om Holbergs beskedne medvirken i forretninger, som omfattede ejerskabet af én aktie i Vestindisk-guineist Kompani. De få rigsdaler, som Holberg tjente på den aktie, var så vidt vides hans eneste medvirken til slavehandlen på den tid.
Susanne skiftede fokus og gik videre med eventyret om, hvordan den nye statue af Ludvig Holberg blev til. Vores lokale kunstner, Rune Glyholt, som både har skabt og skænket statuen, var i sin tid nabo til Tersløsegaard, hvor han havde et autoværksted overfor Holbergs bolig. Han syntes, at der manglede noget i Tersløse, nemlig en statue af digteren foran huset. Derfor besluttede han at skabe den.
Rune fik lejlighed til at give os baggrunden og historien bag kunstværket. Og vi fik syn for sagen, for som Rune fortalte, havde den specielle svenske klippesten, som Holbergs ansigt er “trådt ud af”, har den egenskab, at den skifter farve og karakter efter vejrliget.
Den store flok kunst- og historieinteresserede besøgende drog ud på græsplænen med udsigt mod Tersløse Kirke i strid modvind og i piskende regn. Her sørgede Rune, Susanne og ‘Erasmus Montanus’ for afsløringen af skulpturen, der står på en smuk sokkel doneret af Stenhuggeriet i Jyderup.
På trods af rusk og regn kvitterede alle fremmødte begejstrede med stor applaus for det nye, smukke og markante kunstværk. Skulpturen vil Tersløse og alle vi, der ofte kører forbi, kunne glæde os over. Helt på samme måde, som vi, der sluttede begivenheden af med et glas champagne i “den lille stue”, kunne glæde os i regnen og havde nydt eventen.
Det blev en stemningsfuld og veltilrettelagt begivenhed, som markerede noget så spektakulært og enestående som afsløringen af et smukt og udtryksfuldt kunstværk til ære for én af Danmarks absolut største digtere.
Begivenheden og vejrliget fik tilsammen poeten op i mig:
“I satirisk blæst var Holberg bedst.
Og tårer randt, når han humoren fandt”
Og jeg er sikker på, at tårerne, der løb ned ad Ludvigs kinder under afsløringen, var af ren stolthed og glæde.
