Halloween er ikke kun uhygge, skræk og rædsel men bestemt også hygge og tid til at være sammen med dem man godt kan lide.

Fredag den 28. oktober fra kl. 16.00-21.00 fejrer biblioteket i Sorø Halloween sammen med resten af Sorø Bymidte.

”Halloween er noget af det vi glæder os allermest til her på biblioteket. Det er så hyggeligt, når vi sidder der ved kreabordene og hygger med både spøgelser, prinsesser, zombier, drager, superhelte og hvad børnene nu ellers kommer udklædt som,” lyder det grinende fra Dorte Hansen, der er børnebibliotekar på Sorø Bibliotek & Bykontor.

Dorte og de andre, der er på arbejde på biblioteket denne aften, kommer altid udklædt til Halloween. Derfor håber hun selvfølgelig på, at alle, der besøger børnebiblioteket til Halloween også kommer udklædt. Men hvad hun og de andre kommer udklædt som i år, vil hun ikke afsløre.

Krea(u)hygge
Selvom Halloween er aftenen hvor, ifølge overtro, de døde kan vandre frit på jorden, så vil der allermest være krea(u)hygge på børnebiblioteket.

”Mens der sker uhyggelige ting i den gamle læsesal ovenpå, så skal vi hygge med at lave vores egne magneter i alverdens hyggelige og uhyggelige former. Og så er der selvfølgelig en Halloween konkurrence, som alle kan deltage i”, fortsætter Dorte Hansen.

Halloween på biblioteket i Sorø er gratis og kræver ingen tilmelding, så tag forbi Sorø Bymidte og Sorø Bibliotek & Bykontor for at deltage i fejringen af Halloween.

Læs mere på soroebib.dk.

Foto: ABW