Sorøs nye Generationskvarter skal samle borgere på tværs af generationer – fra de alleryngste til de allerældste. Startskuddet for byudviklingen af det centrale område lyder, når Sorø Kommune åbner arkitektkonkurrencen med et borgermøde den 12. august, hvor alle har mulighed for at give deres input.

Sorø Kommune sætter nu gang i byudviklingen af det kommende Generationskvarter, som er placeret centralt i Sorø mellem Sorø rådhus og Sorø Hallen. Der skal udvikles en bystrategisk plan for området, som skal samle generationerne fra vores yngste til vores ældste borgere – deraf navnet Generationskvarteret.

Generationskvarteret skal bl.a. rumme boliger og det nye plejecenter, kommunens kommunalbestyrelse har vedtaget at opføre centralt i Sorø by. Kvarteret er placeret, så bl.a. skole og daginstitution, idrætsfaciliteter og kommunens sundhedscenter ligger lige for døren, og der er gode transportmuligheder til og fra kvarteret med byens busser bl.a. ud til Sorø Station.

Arkitektkonkurrence og mulighed for at sætte sit præg som borger

Sorø Kommune er opsat på at få udviklet et kvarter med mest muligt af det, borgerne efterspørger og finder værdifuldt. Mandag den 12. august kl. 19-21 inviterer kommunen derfor til borgermøde i multisalen på Sorø Borgerskole om byudviklingen af Generationskvarteret. Tilmelding er nødvendig og kan ske ved at sende en mail til jewo@soroe.dk senest den 7. august 2024.

Borgermødet er samtidig startskuddet for den arkitektkonkurrence, der skal være for området. Kommunen præsenterer visioner og mål for det fremtidige Generationskvarter og åbner for en dialog om, hvad der er vigtigt for de fremmødte, at arkitekterne skal vide om området. Hvad er vigtigst, at vi bevarer? Hvad er vigtigst, at vi ændrer?

Færdig lokalplan i 2025

I første omgang er fokus på selve byudviklingen og et design af kvarteret: Hvad skal ligge hvor? Senere i processen skal kvarterets udtryk og de funktioner, det skal indeholde, i fokus. Her vil Sorø Kommune igen inddrage borgerne i udviklingen.

Til at hjælpe Sorø Kommune med byudviklingen og den bystrategiske placering af bl.a. det nye plejecenter, frem mod en færdig lokalplan for området ved udgangen af 2025, har kommunen indgået samarbejde med bygherrerådgiver Niels Bjørn fra Bureauet Niels Bjørn. Opgaven lyder at facilitere arkitektkonkurrencen, så vi finder den bedst mulige løsning, så områdets mange naturkvaliteter bevares, mens området udvikles til glæde og gavn for byens borgere.

Foto: Jakob Vind