Dit Sorø har spurgt de nyvalgte og genvalgte medlemmer i kommunalbestyrelsen om deres betragtninger for det kommende år. Her svarer Kristiane Nyborg fra SF.
Hvor står Sorø stærkest?
Sorø står stærkest i kraft af sine borgere. Selvom vi er en forholdsvis lille kommune, har vi mange stærke og engagerede borgere. Vi har dygtige offentligt og privat ansatte. Vi har erhvervsdrivende med masser af drive. Vi har sammenhold og mange ildsjæle i vores foreningsliv. Og vi har lokalpolitikere, som – tro det eller ej – lægger en stor indsats i deres fritid for at gøre Sorø Kommune til et bedre sted. Selvom vi i Kommunalbestyrelsen langt fra altid er enige, så har vi nok alle den samme motivation i ønsket om positiv forandring.
Det, der udfordrer os:
Vi har et højt ambitionsniveau på både velfærdsområdene og klimadagsordenen, men kun den samme pose penge at gøre godt med og en økonomisk ramme, som vi er forpligtet til at holde os indenfor. For nogle partier handler det derfor om at tiltrække flere borgere til kommunen, så pengeposen bliver større, men der er nødt til at være styr på kernevelfærden. De to ting går hånd i hånd.
Hvis du skulle vælge 2 ting, som er det vigtigste fokus i 2022? Hvem/hvad og hvorfor?
Børn og klima.
Jeg vil fortsat have stort fokus på de reelle minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Vi har fået afsat midler til minimumsnormeringer på kommuneniveau, men jeg har stort fokus på, at det reelt skal give en mærkbar forbedring ude blandt de ansatte og børnene. Derudover har vi i Børn- og Undervisningsudvalget også en stor opgave foran os med at nytænke skoleområdet, så både almen- og specialområdet kommer til at fungere bedre end det gør i dag.
Klimaet kan ikke vente og vi er ikke ambitiøse nok. Det er mange gode hensigtserklæringer, men økonomi og vanetænkning spænder ben gang på gang. Der er masser af ‘greb’, vi som kommune kan skrue på for at forbedre vores klimaaftryk. Nogle kan vi endda gå i gang med i dag. Det kræver dog, at vi gør op med den traditionelle kassetænkning og finder nye måder at gøre tingene på. Der skal afsættes tid og økonomiske midler, men det er en investering, vi er nødt til at lave for fremtidens skyld.