Af Alberte Sørensen, mor til to børn i Naturbørnehuset
Sorø Kommune er blandt de kommuner, der bruger færrest penge på børn i alderen 0-5 år, og dette afspejler sig tydeligt i de aktuelle kapacitetsproblemer, især i den sydlige del af kommunen. I stedet for langsigtede løsninger har kommunen valgt midlertidige tiltag som merindskrivning i allerede fyldte institutioner. Dette skaber ikke de optimale rammer for børnenes trivsel og udvikling.
Naturbørnehuset er en velfungerende institution med engagerede forældre som samarbejder godt med det omkringliggende lokalsamfund. Hvis Sorø kommune lukker det, vil det ikke kun have stor betydning for børnene, men også hele lokalsamfundet. Kommunens forslag om at flytte børnene fra Naturbørnehuset til omkringliggende institutioner som Sandlyng og Troldehaven virker uovervejet, særligt når vi allerede står med kapacitetsudfordringer i kommunen. Hvordan kan det give mening at lukke en velfungerende institution og samtidig forringe kommunens samlede kapacitet.
Der mangler en konkret plan for, hvordan Sandlyng skal opnå en grøn profil. Der er ingen klare beskrivelser af de tiltag, der skal gøre Sandlyng grøn, og endnu vigtigere, der er ingen oplysninger om, hvordan dette skal finansieres. Sandlyng vil aldrig kunne tilbyde en brøkdel af de omgivelser, som omringer Naturbørnehuset. Højt til loftet, store udearealer og dyrehold i baghaven, drevet af den lokale borgerforening.
I 2020 udvider Sorø Naturbørnehuset med en vuggestuegruppe, med den begrundelse at Naturbørnehuset modtager børn fra hele kommunen. Institutionen ligger bekvemt for forældre, der pendler til og fra København, og institutionen tilvælges af forældrene, dels på grund af beliggenheden og dels på grunden af institutionens naturprofil. (Kilde: referat fra børn og ungeudvalget. December 2019). Vuggestuepladserne er populære og det undrer mig, at Sorø kommune allerede i 2023 og nu igen forslår at lukke huset. Hvorfor bruger man ikke Naturbørnehusets kapacitet til at afhjælpe kapaciteten i syd? Der er under 10 km mellem Pedersborg og Munke Bjergby.
Sorø Kommune markedsfører sig selv med de grønne, smukke omgivelser, som en pendlerkommune med gode daginstitutioner og skoler. Men man kan spørge sig selv, om kommunen virkelig ønsker at tilbyde gode institutioner, eller om det blot handler om at opbevare børnene så billigt som muligt. Det er på tide, at Sorø Kommune prioriterer børnenes trivsel og behov. Vores børn fortjener mere end blot midlertidige løsninger og overfyldte institutioner. Kommunens beslutninger bør ikke handle om at spare penge på børneområdet, men derimod om at sikre kvalitet og trivsel for de mindste borgere.
Vores børn fortjener bedre!
Jeg har som en del af forældrerådet i Naturbørnehuset oprettet en underskriftindsamling, samt planlagt demonstration.
https://fb.me/e/2t45gQM26
Skrivunder.net – Underskrifter – Stop lukningen af Naturbørnehuset i Munke Bjergby