Af Bo Mouritzen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.

På byrådsmødet den 4. april 2018 skulle der tages stilling til den såkaldte Kvalitetsrapport. Det er et politisk styringsredskab, hvor Undervisningsministeriet ønsker at styre folkeskolerne efter de foreskrevne mål og ønskede resultater.

Ministeriet stiller ikke konkrete krav til, hvordan kvalitetsrapporten udarbejdes. Derimod skal den enkelte kommune tilpasse rapporten til de lokale behov.

Der er alene et krav om, at de data, der kommer fra ministeriet bruges til at udforme rapporten. Den væsentligste problematik i relation til kvalitetsrapporten er, at den alene har fokus på testresultater og effekter, der måles i forhold til de nationale mål via tests. Skolens formålsparagraf er fraværende, ligesom der ikke er et samspil mellem skolens formål og de ønskede resultater.

Man kan stille sig spørgsmålet, om skolen er mere end formel uddannelse? Er den også et sted for socialisering og dannelse?

Rapporten er et udtryk for en skoletænkning som mere progressive kommuner er på vej væk fra igen. En tænkning, der i al for høj grad, vægter tests og målstyring frem for formålet med at gå i skole. Derved fjernes folkeskolens innovative elementer som nysgerrighed, kreativitet og selvstændighed blandt både lærere og elever. Det primære bliver at ”teache to the test” – altså udelukkende at give undervisning der sikrer, at eleverne kan bestå de nationale tests.

Kvalitetsrapporten er et udtryk for et skolesystem baseret på New Public Management krydret med lidt positiv psykologi for at gøre det mere spiseligt. Det er ikke det fundament Enhedslisten ønsker at skolevæsenet i Sorø skal udvikle sig på.

Blandt rapportens plusser, er det værd at notere sig, at den primære ressource i det soranske skolesystem er lærer- og pædagoggruppen. Børnene holder rigtigt meget af lærerne, og det i en sådan grad, at det er det eneste sted, hvor kommunen signifikant skiller sig ud fra landsgennemsnittet.

Det er Enhedslistens opfattelse, at der er al mulig grund til, at glæde sig over, at eleverne i Sorø Kommune er glade for de voksne, der er omkring dem. Det skyldes i høj grad engagerede, dygtige og glade lærere. Derfor skal der satses mindre på tests og mere på metodefrihed til lærer- og pædagoggruppen.

I dag er det personalet i skolevæsenet, der er den primære grund til, at et markant underfinansieret skolevæsen stadig kan give børnene en positiv oplevelse af at gå i skole. Hvis vi ønsker et bedre skolevæsen, forudsætter det blandt andet, at der afsættes nødvendige ressourcer til at kompetenceudvikle skolernes lærere og pædagoger. Hvis ikke det sker, er yderligere krav reelt at betragte som nedskæringer.

Det er vigtigt for Enhedslisten, at Kommunen arbejder målrettet på at styrke skolernes grundvilkår.

GemGem