PRESSEMEDDELELSE
Hummel Regatta i Hamburg aflyst på grund af oversvømmelse – VTEC bakterien!
Sorø Roklubs Mastersroere havde planlagt deltagelse i lørdagens store Hummel Regatta på regatta-banen i Allemøhe – alt var klar: startliste med tidsplan var sendt ud og bådene var næste læsset, da der indløb en meddelelse fra arrangørerne om, at regattaen var aflyst grundet oversvømmelse!
”Ulykkerne” stammer formentlig fra det uvejr, vi oplevede natten mellem mandag og tirsdag. Baneanlægget er skyllet op på land. Det forholdsvis højtliggende klubhus med bådhaller er oversvømmet: roerne skovler vand ud af trænings- og klublokale ligesom omklædnings- og badefaciliteter samt køkken står under vand. Hertil kommer de skader, der er sket på anlægget, hvor officials arbejder. Arbejdet med at genetablere anlægget skal gå hurtigt, idet der er planlagt afvikling af 2. World Cup på denne regattabane den 16. – 19. juni!
Samtidig indløb der meddelelse fra den internationale roorganisation omkring den aggressive VTEC-tarmbakterie. Den gør opmærksom på, at man skal være særlig obs, hvis man ror eller opholder sig i Hamburg-området – hele den nordlige del af Tyskland er i fokus. Den fortæller, hvilke forholdsregler man skal tage i forhold til fødevarer og drikkevand samt omkring personlig hygiejne. Denne livsfarlige bakterie har foreløbig krævet 30 dødsofre i Tyskland. Indtil nu er 2800 smittet af VTEC i tilsammen 14 lande – heraf 20 i Danmark.