Her i juletiden har vi ekstra affald, der skal afleveres på genbrugspladsen. For at mindske risikoen for kø og unødvendig kontakt med andre mennesker, så opfordrer AffaldPlus til, at man først tager på genbrugspladsen efter nytår.
Populære juleaffaldsfraktioner Pap, glas, flamingo, gavepapir og bånd er nogle af de mest populære juleaffaldsfraktioner og med fridage lige efter jul, giver det mulighed for at få afleveret det hele på genbrugspladsen.
Men, AffaldPlus i Sorø Kommune opfordrer alle kunder til at holde affaldet hjemme til efter nytår – gerne til en hverdag i januar. Så risikerer kunder ikke at skulle holde i kø ved genbrugspladsen eller opleve trængsel ved containerne. Samtidig mindsker vi kontakt kunder og medarbejdere imellem og derved risiko for spredning af corona. Hvis du alligevel kommer på genbrugspladsen, så husk at spritte af og holde afstand.
Benyt dig af storskraldsordningen
I mange kommuner kan man få afhentet storskrald, så overvej at stille fx pap ud, når der er storskraldsafhentning. Hvad du ellers kan stille ud til storskrald, kan du se på din kommunes hjemmeside.
PlusButikker og PlusByg har lukket mellem jul og nytår
Butikkerne holder lukket fra d. 24./12. 2020 til og med d. 4./1 2021. Så har du en julegave, der ikke ”faldt i god jord”, så kan du, i stedet for at aflevere den til genbrugsbutikken eller se efter en ekstra julegave samme sted, benytte dig af online-platforme.
Et par gode råd til affaldssortering
Pap: Tøm papkasser for flamingo, gavebånd plastik og andet ikke-pap, inden du smider den i pap-containeren. Fold den sammen eller klip den i stykker, så den fylder mindre.
– Andefedt mv.: Skal til madaffald eller restaffald, når den er kølet af. Undgå at hælde fedt fra and, gås og flæskesteg i køkkenvasken, da fedtet klumper sig sammen og stopper afløb, spildevandsrør og giver rensningsanlæggene problemer.
– Gavepapir: Kan være belagt med plastik, som driller papirfabrikkerne, der genanvender papir. Smid derfor helst gavepapir til restaffald eller brug det igen til næste år.
Det er vigtigt ikke at skabe kø og trængsel på genbrugspladsen, derfor opfordrer AffaldPlus til at man holder affaldet hjemme til januar 2021.
”Vi håber, at mange af vores kunder vil følge vores råd om ikke at tage på genbrugspladsen i juleferien”, siger John Kusz, direktør i AffaldPlus. ”Det er nemlig lige nu, at vi alle skal stå sammen – med afstand – for at sikre, at vi og andre ikke bliver smittet”, slutter John Kusz.