Mens vi venter på åbningen den 5. juni af den helt store Holbergsæson på Tersløsegaard, kan man forlyste sig med besøg på Sorø Kunstmuseum, som sætter Holbergs store satiriske eventyrroman Niels Klim fra 1741 på programmet nu på søndag eftermiddag den 3. april kl. 14.00. Det sker med en foredrag af den kendte skuespiller, teater- og filminstruktør Peter Schrøder, som vil berette om sit møde med Holberg og hans skuespil gennem en lang karriere.

Peter Schrøder har et særligt forhold til Niels Klim, idet han spillede hovedrollen i Niels Klims Underjordiske Rejse på Gladsaxe Teater. Det var i 1973 og opsætningen blev den dengang unge skuespillers gennembrud på scenen. Han var netop samme år udgået fra Statens Teaterskole.

Peter Schrøder har også på Aalborg Teater spillet Henrik i Holbergs Maskarade og senere som teaterdirektør på Vendsyssel Teater opsat Jeppe på Bjerget. Han er desuden kendt for en række filmroller og for sin lancering af det satiriske tv-program Den go’e, den onde og den virk’lig sjove. Hans foredrag om Niels Klim vil vare en times tid og der bliver mulighed for dialog med publikum.

Holbergmuseets sæson 2022 begynder Pinsedag den 5. juni med åbning af den store udstilling ”Holbergs Masker”. Derefter er der adgang alle lørdage og søndage kl. 12-16 til og med søndag den 11. september. I perioden bydes på en række store arrangementer og teaterforestillinger (se nærmere på tersloesegaard.dk). Besøg på andre tidspunkter fra kan forudbestilles ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770.

Holberg på Sorø Kunstmuseum. Foto: SDL