Efter ti år standser foreviser Allan Aistrup på Tersløsegaard. Det er en konsekvens af, at bestyrelsen søger det økonomiske fundament for driften styrket. I den forbindelse skal foreviserens tjenestebolig pålægges en stor huslejeforhøjelse. Selvom han tilbydes kompensation, er det en så væsentlig ændring af den hidtidige kontrakt, at foreviseren foretrækker at sige op. Han må derfor samtidig fraflytte sin bolig på Holbergs herregård.
Tersløsegaard er selvfølgelig først og fremmest Ludvig Holbergs historie. Men siden hans død i 1754 er Tersløsegaard også blevet de skikkelige enkers historie og de seneste 100 år i nogen grad tillige forevisernes historie. Det var i 1930’erne skomager Hansen, som opnåede at blive portrætteret sammen med Kgl. skuespiller Olaf Poulsen og litteraturprofessor Vilhelm Andersen. I 1950’erne varetog fru gårdejer Rasmussen hvervet, og hun fik Statsradiofonien med den store reportagevogn på besøg. I 1980’erne kom enkefru skovrider Lorenzen til og blev en kendt og respekteret foreviser på Tersløsegaard i mere end 20 år. Efter et kort mellemspil med flere forskellige forevisere var det i 2012 journalist Allan Aistrup, som blev ansat.
Nu holder han op. Han har, ikke mindst iført sit kostume som Jeronimus, medvirket til en mærkbar udvikling med åbning mod et større publikum, tilrettelæggelse af flere arrangementer og stærkt forøget besøgstal. Det er sket på vilkår, der har været uændrede siden 2012. Allan Aistrup leder nu efter en ny bopæl. Han påtænker at flytte til Sorø, hvor han fortsat vil tage sig af at arrangere Sorø Jazzfestivalen. Han skal være ude af Tersløsegaard senest den 31. maj.
Holbergmuseets sæson sæson 2022 begynder Pinsedag den 5. juni med åbning af den store udstilling ”Holbergs Masker”. Derefter er der adgang alle lørdage og søndage kl. 12-16 til og med søndag den 11. september. I perioden bydes på en række store arrangementer og teaterforestillinger (se nærmere på tersloesegaard.dk).
Besøg på andre tidspunkter fra kan forudbestilles ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770.