I 2022 fejrer dansk teater sin 300-års fødselsdag. Ludvig Holbergs mesterstykke ’Den politiske Kandestøber’ fik urpremiere 25. september 1722 på Lille Grønnegade teatret i København. For første gang blev en teaterforestilling opført af professionelle skuespillere på dansk. Allerede 2½ år før er Holberg Teatret ude af starthullerne mandag 1. juli 2019 med premiere på ’Ulysses von Ithacia’ forklædt som Western.
Pragtfuld kulisse
I Akademihaven i Sorø mellem Holbergstatuen, Kinahøjen og Sorø sø opfører teatret hver midsommer en af Holbergs 33 komedier. Foreløbig er der spillet 10 forskellige. Omringet af 25-30 meter høje cypresser, fyr- og grantræer dukker naturens egen kulisse op i form af en ’hemmelig’ lund kaldet ’Søjlesalen’, som trækker spor tilbage til Shakespeares The Globe i London. Der bliver grinet og klappet og tænkt over tingene i dagens Danmark, når Holbergs komedier får nyt liv på en fjællebodsscene skabt i det klassiske teaters ånd.
Et koncept med historie
Holberg Teatret er funderet på konceptet Commedia dell’Arte, en teatertradition, der har sit udspring i 15-1600-tallets Italien, og som gik i solar plexus på den unge Ludvig på hans store fodrejse til Rom i 1714-17. Her fyger det med komik og improvisationer i kontant samspil med publikum. Besk og fræk satire, mimik, musik og robuste løjer sådan som det kendes fra den folkekære ’Svend, Knud og Valdemar’.
Primus motor Niels Vandrefalk
Den danske sommer er lunefuld, men uanset vejret tilbyder teatret varme tæpper og tørvejr under teltdug og store parasoller, når teatrets primus motor tager imod publikum. Hans hjerte banker for komedien, og med en uddannelse som skuespiller fra Det kgl. Teater i rygraden kæmper han for Holbergs overlevelse. I 1968 blev han under navnet Niels Andersen kendt for oprøret mod det etablerede teater og kaldt Niels Anderledes af Politikens At Tænke Sig. Identiteten er usvækket, når han nu under navnet Niels Vandrefalk står i spidsen for det succesrige teater i Akademihavens naturperle af et friluftsteater.
Den aktuelle forestilling anno 2019
I år genopliver teatret komedien med titlen ’Ulysses 2019 – forklædt som Western’. Et af Holbergs knap så kendte stykker, men af mange anset for ét af de skarpeste. Den bygger på Homérs Odysseus og Cervantes´ Don Quijote og Sancho Panza. For komedien er Chilian, hvad Hamlet er for tragedien. En snu hofnar med en fræk slagterhund indeni, som de unge vil elske og de voksne mindes med et smil.
Åbne generalprøver lørdag-søndag 29.-30. juni kl. 19.30 – uden servering, kun spillets charme.
Premiere mandag 1. juli kl. 19.30
Forestillinger tirsdag 2. juli – lørdag 6. juli kl. 19.30
Picnic fra kl. 18.15 Café Skotte & Stentoft leverer madkasser á 120,- kr og byder på vin, øl, vand og the/kaffe til rimelige priser. Publikum er velkommen til at medbringe mad og drikkevarer selv. Madkasserne bestilles hos Marie på 20 16 02 16 senest kl. 12 dagen før.
Billetpriser: 200 kr for voksne. 100 kr til og med 25 år. Billetter: billetten.dk og Sorø Bykontor tlf. 57 87 70 20 el. Holberg Teatret 20 16 02 16.
OBS! Gratis særforestilling til alle Sorø kommunes unge fra 7.-9. klasserne og Sorø Akademi-elever lørdag 22. juni kl. 19.30 – aftenen før Sankt Hans Aften.