Radiomontage fra Holbergs 200 års dødsdag kan i den kommende sæson aflyttes på Tersløsegaard. Det skriver Tersløsegaard til Dit Sorø.

Holberg på Tersløsegaard – nu også med lyd.

Fra Statsradiofoniens arkiv er en historisk mindeudsendelse om Ludvig Holberg fundet frem og opbevares nu på HolbergMuseet Tersløsegaard.

Radioreportagen er installeret i en lydpult med høretelefoner, så den frit kan aflyttes af museets gæster.

Udsendelsen indeholder optagelser fra Sorø Akademi, Sorø Klosterkirke, Københavns Universitet og Tersløsegaard. Den blev sendt i radioen den 28. januar 1954 på 200 års dagen for Holbergs død og varer 24 minutter.

Blandt de medvirkende i udsendelsen er teaterchef Henning Brøndsted fra Det Kongelige Teater og professor F. J. Billeskov Jansen fra Københavns Universitet samt Tersløsegaards daværende skikkelige enke, fru Karen Sofie Strangen, og museets foreviser, fru gårdejer Rasmussen.

Udsendelsen indledes med morgensang på Sorø Akademi, hvor eleverne synger Holbergsangen, skrevet af Christian Wilster i 1827.

Derefter flytter mikrofonen til Holbergs sarkofag i Sorø Klosterkirke. Her taler departementschef i Undervisningsministeriet, frøken Agnete Vøhtz, og teaterchef Henning Brøndsted, Det Kgl. Teater. Kranse nedlægges af den norske ambassaderåd Hanke og af to elever fra Akademiet, mens kirkekoret synger kantaten ”Non Omnis Moriar” (Helt skal jeg aldrig dø, inskriptionen på Holbergs adelige skjold).

Herefter skifter scenen til Tersløsegaard, hvor Holbergs mindestuer beskrives, og formanden for Den Holbergske Stiftelse, direktør A. Ch. Louw, fortæller om Holbergs levevis. Så følger interviews med Tersløsegaards skikkelige enke, fru Karen Sofie Strangen (hun beboede enkeboligen fra 1941 til sin død som 87-årig i 1973) og med foreviseren, fru gårdejer Rasmussen, Tersløse.

Reportagen slutter i Københavns Universitets festssal, hvor professor F. J. Billeskov Jansen taler om Holberg og videnskaben, idet han betoner, at Holberg efter Senecas mønster var en praktisk livsfilosof.

Kom og lyt: Besøg Holberg Museet
Mindeudsendelsen kan aflyttes på alle Holberg Museets kommende åbningsdage. Første dag i sæsonen er tirsdag den 5. juni og derefter samtlige lørdage og søndage kl. 12-16 i perioden fra lørdag den 9. juni til og med søndag den 9. september.

I løbet af sommeren holdes i øvrigt en række særarrangementer. Det er komedier, koncerter og foredrag. Programmet kan ses på www.tersloesegaard.dk.

Grupper modtages gerne alle dage. Besøg kan forudbestilles hos foreviseren ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770.