Sjællands Teater indtager den smukke have på Tersløsegaard i Dianalund i forbindelse med fejringen af dansk teaters 300-års jubilæum. Lørdag d. 18. juni kl. 19.30 er der premiere på forestillingen DE USYNLIGE.

Sjællands Teater og Holberg Teatret fejrer 300-året for dansk teater med Holbergs mesterkomedie DE USYNLIGE.
DE USYNLIGE er en hyldest til kærligheden. Et lystspil, der forargede sin samtid. En forestilling, der med boblende hormoner, hidsigt begær og pirrende fantasier leger med de skjulte sider i os selv. Når noget er forbudt, bliver det spændende.

Leander bliver vanvittigt forelsket i en maskeret kvinde, der ikke vil lade masken falde, før han i ugevis har lidt og længtes. Og det har begge parter det pinefuldt dejligt med.
Det bliver legende og elegant, når dette musikalske og charmerende gøglerspil med Harlekin og Columbine udforsker den forbudne frugt og forelsker sig i forelskelsen selv.
Titlen De usynlige hentyder netop til, at der bæres maske, så de involverede, på den måde, er ”usynlige” for hinanden.

Idéen til forestillingen er kommet fra Holberg Teatrets leder, Niels Vandrefalk, og bygger videre på mere end 10 års tradition med udendørs Holberg-forestillinger i Akademihaven i Sorø.

I år flytter Holberg Teatrets enestående fjællebodsscene med podier, teltoverdækninger, parasoller og cafémiljø til haven på Tersløsegaard.

Ligesom Holberg Teatret igennem mange år har fornøjet publikum med Holberg-komedier i akademihaven i Sorø, har Sjællands Teater også gennem flere år haft stor succes med sommerteater under åben himmel, nemlig i Museumsgården i Holbæk.

I år har Tersløsegaard sagt ja til at lægge have og hus til forestillingen og det er kunstnerisk direktør for Sjællands Teater, Brian Kristensen glad for:

”Jeg er helt sikker på, at publikum vil mærke historiens vingesus, når vi spiller en af Holbergs komedier under åben himmel, i haven på Tersløsegaard. Stedet er den helt rigtige ramme til sådan en forestilling, ikke mindst fordi Holberg boede på gården fra 1745 og frem til sin død i 1754. Det er da lidt vildt at tænke på.”

Forestillingen spilles analogt – dvs. uden kunstigt lys og lyd. Og med fokus på det legende element og mødet med publikum.

DE USYNLIGE instrueres af Vibeke Wrede, der er en af dansk teaters højt respekterede instruktører. Hun har instrueret mere end 110 forestillinger i både Danmark, Norge og Sverige, bl.a. PYRAMUS & THISBE, som Holbæk Teater opførte i museumsgården i 2016.

I forbindelse med premieren på DE USYNLIGE fejres udgivelsen af Niels Vandrefalks tredje og sidste teaterroman: Holbergs yngel.

Det er muligt at tilkøbe en lækker picnicboks fra Malsk Spisehus, der kan nydes i den smukke have på Tersløsegaard inden forestillingen.

Dansk Teater 300 år
Den 23. september 1722 blev der for første gang offentligt spillet teater på dansk. Det var ikke blot teaterhistorie, men en revolution for hele det danske samfund. Nu blev almindelige borgeres liv synliggjort på scenen, det danske sprog blev udbredt til alle samfundslag og en egentlig dansk, litterær tradition tog sin begyndelse. Ikke mindst på grund af Holberg kom dansk teater stærkt fra start med sin helt egen dramatiske tradition, hvor der gerne gives en stemme til de udsatte, og hvor vi griner af de lærde og magthaverne. Denne enestående begivenhed markeres med en landsdækkende fejring af dansk scenekunst i 2022.

DE USYNLIGE
Produceret i 2022 af Sjællands Teater i samarbejde med Holberg Teatret.
Forestillingen er en del af den officielle fejring af Dansk Teater 300 år.

Spilleperiode:
18. juni – 3. juli 2022
Torsdage og fredage kl. 19.30
Lørdage og søndage kl. 15.00 (premieren lørdag d. 18. juni dog kl. 19.30)
Spillested:
Tersløsegaard, Holbergsvej 101, 4293 Dianalund
Priser:
95-225 kr.
Varighed:
Knap 2 timer inkl. pause
Spisning:
Der kan købes picnicbokse fra Malsk Spisehus – købes sammen med billetterne

Manuskript: Ludvig Holberg
Instruktion: Vibeke Wrede
Idé: Niels Vandrefalk
Medvirkende: Henrik Blauner, Tine Gotthelf, Christian Damsgaard, Benita Haastrup,
Christine Gaski, Charlotte Amalie Kehlet
Kostumer: Helle Birkholm
Teknik: Anne Balsma og Jakob Pørtner

Læs mere om forestillingen på www.sjællandsteater.dk
Læs mere om Holberg Teatret og Niels Vandrefalk på www.holbergteatret.dk

Pressefoto – Asako Kido Parr

De medvirkende

Henrik Blauner – spiller Leander
Henrik Blauner er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2015. Han har arbejdet som freelance skuespiller på diverse teatre rundt omkring i landet samt på film og TV. Henrik er vokset op i Vestsjælland i nærheden af Holbæk og medvirkede i 2017 i forestillingen DE FRAFALDNE på Holbæk Teater. Det selvsamme teater, hvor han tilbage i sin folkeskoletid kom i praktik, og hvor gnisten og drømmen om at blive skuespiller for alvor blev tændt.

Charlotte Amalie Kehlet – spiller Leonora
Charlotte Amalie Kehlet er uddannet fra Statens Teaterskole i 2013. Hun har medvirket i både film og TV-serier, og i teaterforestillinger på bl.a. Østre Gasværk Teater, Folketeatret, Grønnegårds Teatret, Odense Teater, NørregadeTeatret og hun har også prøvet kræfter med revygenren i Revyperler i Rødvig. På Sjællands Teater har hun bl.a. spillet med i DEN FØRSTE DRÅBE BLOD, hvor hun blev nomineret til Årets Gennembrud af CPHCulture. Hun har altid drømt om at spille klassisk teater og glæder sig derfor ekstra meget til at medvirke i De Usynlige.

Christian Damsgaard – spiller Harlekin (Leanders tjener)
Christian Damsgaard er uddannet fra Skuespillerskolen v/Århus teater i 1993. Han har spillet forskellige roller på TV og lægger bl.a. stemme til tegnefilm. På teatret har han bl.a. spillet med i forskellige revyer og musicals, og sidste år spillede han med i Sjællands Teaters succesforestilling: ZORRO OG DEN FORBUDTE SOMBRERO. Christian har ingen forhåbninger eller ønsker om at være en anden end sig selv. Det skulle da lige være Harlekin!

Christine Gaski – spiller Columbine
Christine Gaski er uddannet fra Scenekunstskolen i Odense i 2008. Hun er oprindeligt fra Norge, men har sin familie og sit professionelle scenevirke i Danmark. Christine har fået mulighed for at udfolde sig indenfor mange forskellige genrer i scenekunsten. Hun har medvirket i musikteater-forestillinger, Shakespeare-forestillinger, musicals, dukketeater, revy og komedier. Hendes hjerte banker lidt ekstra for komedien og for at bringe smil og glæde frem hos publikum.

Tine Gotthelf – spiller Magdelone
Tine Gotthelf er uddannet fra Statens Teaterskole i 1998 og har en Bachelorgrad i Musik fra Århus Universitet. Hun har spillet rundt omkring på de danske teaterscener og på film og TV. Fra 2001-2008 var hun en fast del af ensemblet på Aalborg Teater. Tine spillede titelrollen i Annie Get Your Gun på Folketeatret, Odense Teater og på turné med Det Danske Teater. Hun er medstifter og medlem af det musikalske skuespillerinde-ensemble De Damer.

Benita Haastrup – Perkussionist, Komponist, Kapelmester
Benita Haastrup er uddannet i trommer, perkussion og komposition fra Rytmisk Musikkonservatorium i København 1992. Hun har vundet mange priser for sit levende og farverige trommespil og hun har optrådt med store jazznavne i både ind- og udland. I disse år turnerer hun med sin egen trio, der har udgivet flere anmelderroste albums. Benita er en musiker med stor forkærlighed for gøgl og improvisation. Benita har tidligere optrådt med sin egen ”Jazzmaskerade” på Tersløsegaard.