Maskeballet er en tradition, som emmer af mystik, fine kjoler, skønne vine, parykker, pudder, erotik og musik. Plus chancen for at gemme sit hverdags-jeg bag en eksotisk maske.

Kragerup Gods medvirker i sommerens historiefestival, søsat af foreningen 1684-1862, og holder derfor fredag den 3. juli 2020 Maskebal for 200 personer.

Til lejligheden vil godset servere en underskøn 3-retters menu, serveret på smukt dækkede og festligt pyntede langborde med både kongekroner og masker. Menuen tager udgangspunkt i en fabelagtig guldalder-kogebog, som Kragerups nuværende godsejer, Birgitte Dinesen, har fra en af sine egne formødre. Nærmere bestemt Sophie Jacobine Dinesen, som levede 1857 til 1910. Fru Dinesen den ældre var meget begejstret for budding, som bogen byder på hele 100 forskellige og overraskende opskrifter på – så maskeballets dessert var givet på forhånd.

Til at byde velkommen til den magiske aften, der starter 18.30 med velkomstdrinks, kommer selveste Ludvig Holberg, som jo residerede på den nærliggende Tersløsegaard. Men da baron Holberg har befundet sig trygt i sin sarkofag i Sorø Slotskirke siden 1754, har kongelig skuespiller og selverklæret Holberg-fundamentalist Henrik Jandorf påtaget sig at holde aftenens velkomsttale. Efter spisningen, er det tid til at svinge de lange rober.

Kragerups tilbud for hele maskebal-pakken med velkomstdrinks, den 3-retters menu med øl, vin og vand ad libitum og underholdning er kr. 1095,- pr. person. Hvilket også inkluderer bustransport fra Slagelse og Sorø til Kragerup tur/retur. Har man slet ikke lyst til at tage hjem igen, har Kragerup et alternativt tilbud til maskebal-gæsterne; overnatning i standard dobbeltværelse til den favorable pris af kr. 850,- for 2 personer.

Læs mere her og tilmeld dig nu.

Pressefoto