Hvert år uddeler Dansk Erhverv en række E-handelspriser til de virksomheder, der gør det bedst indenfor hver deres kategori. Priserne er en blåstempling af virksomhedernes løsning, hvorfor de er meget eftertragtede i E-handelsbranchen. Hørkram Foodservice A/S var i år nomineret til prisen for ”Bedste B2B-virksomhed med online omsætning over 200 mio. kr.”.

Tidligere på året blev Hørkram Foodservice A/S i forbindelse med Dansk Erhvervs E-handelspris nomineret i kategorien ”Bedste B2B-virksomhed med online omsætning over 200 mio. kr.”. Nomineringen kom ovenpå en længere periode med indstilling af ikke mindre end 1.200 virksomheder, præsentation af webshopløsningen samt dybdegående interviews, og forud for prisfesten var Hørkram altså nomineret blandt fire andre virksomheder i deres kategori. Vinderne af de forskellige kategorier findes af uafhængige juryer nedsat af Dansk Erhverv.

Torsdag den 30. maj 2024, som var dagen, hvor Dansk Erhverv afholdt deres awardshow, endte med at blive en stor dag for Hørkram Foodservice A/S.

Først på aftenen uddeltes prisen for ”Bedste B2B-virksomhed med online omsætning over 200 mio. kr.”, og Hørkram kunne stolt løfte trofæet. ”Vores webshop er vores kunders vigtigste redskab i deres hverdag, og derfor har det altid været et fokuspunkt for os, at den skal være så effektiv og brugbar for dem som muligt. Webshoppen er en helt afgørende del af den service, vi yder overfor vores kunder, og derfor betyder denne pris så meget for os.”, fortæller Preben Kristensen, Administrerende Direktør i Hørkram Foodservice A/S.

I løbet af prisfesten uddeles der ti forskellige priser, herunder den pris som Hørkram modtog for deres webshopløsning. Desuden uddeles der en sidste pris, der kaldes Guldprisen, som gives til den virksomhed, der ifølge den særlige Guldjury er den skarpeste virksomhed blandt alle prisvinderne. Også denne pris tilfaldt Hørkram Foodservice A/S.

John Astrup, der er CIO i Hørkram, fortæller: ”Vi havde håbet at vinde den første pris, for vi synes faktisk, at vi gør det godt, men at vi også snupper Guldprisen er bare kæmpestort. Dét er vi virkelig stolte af og især, fordi vi får den på baggrund af, at vi hjælper vores kunder med at være mere bæredygtige.”

En del af juryens begrundelse for valget af Hørkram som vinder af årets Guldpris lyder som følger:

”Hørkram bør være en kæmpe inspiration for alle danske e-handlere – ja, faktisk alle danske virksomheder.

I har truffet en modig, strategisk beslutning om at gøre de øgede krav til bæredygtighed, og ikke mindst rapportering omkring bæredygtighed, til et konkurrenceparameter – og det er inden, det er blevet et lovkrav.

I er simpelthen gået above and beyond i jeres rapportering om klimaaftryk, og I klæder nemt og elegant jeres kunder på til deres egen klimarapportering.”

”Vi er enormt stolte over de to priser, og de giver os virkelig blod på tanden til at fortsætte udviklingen af vores webshop. Vi har mange spændende tiltag i ærmet og glæder os løbende at kunne præsentere disse for vores kunder og på den måde være med til at gøre deres hverdag nemmere og endnu mere effektiv.”, fortsætter John Astrup.

Kilde: https://bit.ly/hoerkram-vinder-e-handelspriser

Pressefoto