Foodservicevirksomheden Hørkram Foodservice A/S har over det seneste halvandet år arbejdet på en større udvidelse af sit center i Sorø. Centeret, der før rummede 30.000 m², er nu blevet udbygget til at huse hele 62.000 m² under ét tag. Udbygningen er en del af vækstplanen for den Sorø-baserede virksomhed, som har en søsterafdeling i Aarhus.
”Vi er i rivende udvikling og har gennem de seneste fem år oplevet en omsætningsvækst på mere end 75 %. Derfor er vi nu et sted, hvor vi har behov for både øget lagerkapacitet og mere plads til vores administration.”, fortæller Centerdirektør Claus Bredvig om baggrunden for det omfangsrige byggeri og fortsætter:
”Med udvidelsen sikrer vi mere plads i hele vores virksomhedsstruktur samt bedre forhold for vores medarbejdere og dermed også for vores kunder.”
Det omfattende byggeri har sikret Hørkram større køle- og frostlagre, ligesom der er blevet bygget større lagerfaciliteter til virksomhedens nonfood-afdeling. Desuden er både køle- og frostekspedition blevet udvidet, og Hørkrams egen kødopskæring har også fået bedre plads.
Ydermere er Hørkrams kontorfaciliteter blevet udvidet for at imødekomme den voksende administration, og endelig har udbygningen givet plads til Hørkrams nye fiskeproduktion.
Første spadestik til det store byggeri, som er løbet op i ca. 425 mio. kr., blev taget den 1. juni 2016 af Sorøs borgmester Gert Jørgensen, og Hørkram kan altså se frem til at indvie byggeriet den 7. februar. I forbindelse med indvielsen er virksomhedens leverandører inviteret til frokost efterfulgt af rundvisning i de nye faciliteter.
Størstedelen af de nye lagerfaciliteter er allerede taget i brug, og ifølge planen tages den nye administration i brug medio februar, når ca. 75 medarbejdere flytter fra den nuværende administration og hen i den nye.
”Udvidelsen af vores centre, både her i Sorø og i Aarhus, sikrer, at vi er gearet til mere vækst i fremtiden. Vi har en god tilvækst af nye kunder, men størstedelen af vores vækst kommer faktisk igennem vores eksisterende kunder, som vælger at købe flere varegrupper hos os.
Derfor regner vi med øget vækst i en lang række af vores kategorier, herunder frugt og grønt, kød, fisk og nonfood,” fortæller Preben Berg Kristensen, Viceadministrerende Direktør i Hørkram Foodservice A/S, og fortsætter:
”Vores center i Sorø er Danmarks største foodservicecenter, og vi er det eneste center med inhouse egenproduktion, så vi føler, at vi er godt rustet til at gå fremtiden i møde.”