På grund af de kortere dage, er månederne fra oktober til januar højsæson for påkørsler af hjortevildt. Opfordringen fra GF Forsikring på Vestsjælland er klar: Hold ekstra øje med vildtskilte i de kommende måneder.
Perioden fra oktober til januar markerer en kedelig højsæson for påkørsel af hjortevildt. De kortere dage betyder nemlig, at hjortevildtets aktivitet falder sammen med vestsjællændernes myldretid på vejene.
Omkring 45 procent af det samlede antal påkørsler i løbet af et år vil ske frem mod slutningen af januar.
En stor del af forklaringen er, at det bliver senere lyst om morgenen og tidligere mørkt om aftenen. Dermed falder tusmørket om morgenen og om aftenen, hvor hjortevildtet er mest aktivt, sammen med myldretiden på de vestsjællandske veje, og derfor skal man være ekstra opmærksom bag rattet i tidsrummet 6-9 om morgenen og 16-21 om aftenen.
Respekter vildtskiltene og sænk farten
– Først og fremmest skal man være opmærksomme på vildtskilte og respektere dem ved at sænke farten, for de betyder, at der er en særlig risiko for at møde hjorte eller råvildt. På denne årstid skal man samtidig øge sin bevågenhed ved solopgang og i aftenens tusmørke, siger Charlotte Wiik, forretningsfører hos GF Vestsjælland med kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk.
Hun tilføjer, at man som bilist skal huske, at hjortevildt oftest bevæger sig i flok. Det betyder, at der er en god chance for, at der er flere dyr lige i nærheden, når man først ser en. Samtidig skal man være ekstra opmærksom, når man kører, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende.
Lad være med at undvige
GF Vestsjælland har også et godt råd til dig, hvis der pludselig løber dyr ud på vejen foran dig.
– Vores bedste råd, hvis der pludselig står hjortevildt foran dig, er at bremse og holde vejbanen. Lad for Guds skyld være med at forsøge at undvige – for det går så stærkt, og du risikerer at miste herredømmet og ende i grøften eller ramme andre bilister, siger Charlotte Wiik.
Det er dog ikke kun i årets sidste måneder, at man som bilist skal være ekstra opmærksom på hjortevildt. I maj og juni får dyrene nemlig unger, og derfor er de også mere aktive end normalt i den periode.
Hvis man påkører hjortevildt, kan skaderne på bilen i gennemsnit snildt ryge op i 25.000 kr. eller mere, oplyser GF Forsikring.
Fakta:
Gode råd til at undgå påkørsel af dyr
– Hold altid øje med vildtskilte.
– Vær opmærksom på, at hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere end ét dyr ud på vejen.
– Vær ekstra opmærksom i maj-juni og oktober-januar, hvor der er særlig stor aktivitet hos hjortevildtet.
– Risikoen for påkørsel er størst ved solopgang og solnedgang.
– Vær ekstra opmærksom ved kørsel gennem områder med skov, eng og levende hegn.
– Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildtets øjne, og så er det en god ide at lette foden fra speederen.
Gode råd ved påkørsel af dyr
– Ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvis du påkører et dyr.
– Oplys vejnavn, vejnummer, kilometersten/vejkantspæl eller GPS-koordinater. Jo mere præcist, jo lettere er det at finde frem til dyret.
– Gå aldrig hen til et såret dyr. Hvis dyret har kræfter til at rejse sig, vil det gøre det af sig selv, og større, sårede dyr kan være farlige.
– Følg ikke efter et såret dyr – man ødelægger sporet for sweizzhunden, der sendes ud for at lede efter dyret.