En lukket skole, en nedlagt brugs og faldende befolkningstal. Sådan ser virkeligheden ud i mange af Danmarks landsbyer. Men i en rapport fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, kommer forskere på området nu med en række nye anbefalinger til, hvad der kan gøres for at skabe udvikling. For potentialet er der, i hvert fald teoretisk set, viser rapporten.
Helt centralt peger rapporten på, at tidligere anbefalinger fra et udvalg om levedygtige landsbyer, nedsat af regeringen, stort set kun handler om, hvad kommunerne og til dels staten kan gøre for at skabe udvikling, mens landsbysamfundenes egen indsats ikke er med i anbefalingerne.
En fejl, mener forskerne bag rapporten. Tilgangen til landsbyudvikling bør i fremtiden fokusere mere på lokalsamfundenes egne bidrag og på, at de kan arbejde med de store ressourcer, der skabes ovenfra i samfundet.
“Der er potentiale for mere udvikling i det decentrale Danmark, hvis landsbysamfundene får bedre værktøjer til selv at bidrage. Det vil f.eks. sige, at de skal have adgang til noget af det ovenfra, fx fra kommune og stat, som ellers er ude af deres hænder,” siger seniorrådgiver Hanne W. Tanvig fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og tilføjer:
“Vi er i en tidsalder, hvor især digitalisering og globale strømninger fører til brud med den traditionelle land-by modsætning. COVID-19-pandemien har i øvrigt forstærket den tendens, idet mange har fået øje på mulighederne i de små samfund og flytter fra storbyen.”
Værktøj skal hjælpe landsbyerne i gang
Ifølge Hanne W. Tanvig har mange af Danmarks landsbyer allerede et omfattende foreningsliv og er i gang med projekter, men der mangler ofte et ekstra gear for at skabe den udvikling, der virkelig batter noget.
“Mange af landsbyerne har forsamlingshus, juletræsfester, idrætsliv og et landsbyråd, og det er dem, man tænker, der gør det godt. Nogle tager større initiativer som f.eks. at redde dagligvareforsyningen, men de skal også kunne løfte andre tiltag, som betyder permanente og strukturelle positive forandringer for lokalsamfundet,” siger hun.
Som en del af rapporten har forskerne udviklet et “undersøgelsesværktøj”, som landsbyerne kan bruge til at afklare, hvor de står, og hvad de gerne vil kunne skabe af ny udvikling. Og ifølge Hanne W. Tanvig er analysen af eget potentiale et første vigtigt skridt på vejen.
“Undersøgelsen skal gerne udmønte sig i en decideret strategi for, hvad landsbysamfundet vil kunne for at skabe ny udvikling. Den skal bl.a. præsenteres for kommunen, så den kan indarbejdes i den kommunale landsbystrategi. Den kommunale landsbystrategi vil sikkert ikke komme til at handle om det ellers, for det er ikke normalt for planlægningen at inddrage landsbyerne så direkte, ” forklarer hun.
Et skifte i landdistriktspolitikken
Men det er ikke nok, at landsbyerne selv begynder at tænke mere strategisk og langsigtet. Hele systemet skal være parat til at understøtte udviklingen og landsbyerne selv skal tildeles mere indflydelse, ifølge Hanne W. Tanvig.
I dag er der på den ene side forskellige støtteordninger til landsbyprojekter f.eks. via staten, kommunen og EU og de kædes ofte sammen med den form for landdistriktspolitik, der ikke har myndighedsansvar. En anden form for landdistriktspolitik har til gengæld et myndighedsansvar, nemlig den, der knytter sig de forskellige offentlige politikområder med virkninger i landdistrikterne, men de kædes ikke sammen med støtteordningerne.
“Politik og støtteordninger skal i højere grad spille sammen, og landsbysamfundene skal indtænkes som aktører fra start, for det er dem, der skal drive den langsigtede udvikling, ” siger Hanne W. Tanvig.
Resultater fra studiet er i december 2020 blevet fremlagt og drøftet med en lang række interessenter inden for landsbyudvikling.
