Åbent brev til Borgmester Gert Jørgensen og Sorø kommunalbestyrelse om hjælp til afghanske flygtninge

Efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan er der ankommet mange afghanske flygtninge til Danmark, og flere vil komme til.
Det er i stort omfang mennesker, der i løbet af de sidste mange år har støttet danske soldater og myndigheder, og som i dag er voldsomt påvirkede af situationen.
De satte deres liv på spil i en kamp mod undertrykkelse – en kamp som vi tabte.

De får brug for støtte og hjælp, og som mange andre sjællandske kommuner skal vi i Sorø Kommune også være klar til at påtage os vores del af ansvaret.
Jeg opfordrer derfor til at Kommunalbestyrelsen, på førstkommende møde, vedtager følgende udtalelse:

”Kommunalbestyrelsen i Sorø deler bekymringen for de mange afghanske flygtninge, som har bistået danske styrker og organisationer i en væbnet konflikt.
Vi anerkender, at beslutning om asyl er et nationalt anliggende, og vil hermed tilkendegive, at Sorø Kommune er parat til at påtage sig sit lokale ansvar for at huse og hjælpe sin del af personer fra Afghanistan, som gives asyl af nationale myndigheder”

Sascha Fich
Spidskandidat for Radikale Venstre
Kommunalvalget 2021

 

Sascha Fich. Spidskandidat KV21. Pressefoto.