RUC – Roskilde Universitetscenter – har sammen med ”Lokalhistorisk Forening for tidligere Dianalund kommune” iværksat et ambitiøst projekt om at borgere skal fortælle historier om Åmosen, og disse historier skal plottes ind på et digitalt kort.
Projektet blev igangsat under coronanedlukningen, og nogle historier kom ind, men slet ikke nok. Nu relanceres projektet. Det sker i Borgerhuset i Dianalund den 25. maj kl. 18:30, hvor repræsentanter for RUC vil være til stede, men hvor det er meningen, at alle borgere kan komme og fortælle deres historier. Folkene fra RUC vil fortælle, hvordan disse kan indtastes på et kort.
Man vil sidde ved små borde og fortælle, og Lokalhistorisk Forening er vært ved en kop kaffe.
Åmosen er stor. Den strækker sig fra Ringsted til Storebælt, men Store Åmose ligger i Niløse, og Stenmagle sogne.
Mange historier kan fortælles. Både om tørvegravning, forbrydere, jagt, fugle, oddere, landsbytosser, nisser, sagn, planter, krybskytter, sommerhuse, oversvømmelser, brande og uendelig meget mere.
Alt det skal gerne fortælles inden det glemmes.