Det var en både glad og stolt formand for Foreningen til Udgivelse af Sorø-kalenderen, Hanne Juel Christoffersen, som forleden overrakte overskuddet fra salget af Sorø-kalenderen 2022 til direktør Kirsten Ørgaard fra Mælkebøtten i Nuuk. Det skete ved en lille sammenkomst på Grønlands Repræsentation på Strandgade i København.

Årets overskud på 36.348,80 kr. er det hidtil største i kalenderens 10-årige historie, og det samlede beløb, der gennem de 10 år er overdraget til Mælkebøtten, har dermed rundet 300.000 kr. Pengene går til indkøb af mad til grønlandske gadebørn, der søger til det børnefolkekøkken, som Mælkebøtten har oprettet for at medvirke til, at omsorgssvigtede børn får et måltid mad.

Hanne Juel Christoffersen sagde ved sammenkomsten bl.a.: ”Jeg er meget taknemmelig for den lokale opbakning i Sorø, som gør det muligt at indsamle så mange penge. Derfor vil jeg sige tak til Sorø kommune og til de erhvervsdrivende i hele kommunen, der sikrer, at kalenderen kan udgives, og min tak gælder naturligvis også de mange borgere og personer med tilknytning til Sorø, der køber kalenderen.”

Kirsten Ørgaard takkede for modtagelsen af pengene og fortalte kort om Mælkebøttens virksomhed. Hun nævnte også, at Mælkebøtten har indrettet en sponsorvæg, hvor alle, der bidrager til centrets økonomi, kan få deres logo ophængt. Det gælder også de virksomheder i Sorø kommune, der har deres logo med i Sorø-kalenderen.

”Jeg er meget glad for, at så mange har doneret penge til os”, sagde Kirsten Ørgaard. ”Vi har bl.a. modtaget penge fra Mary-fonden, og Kronprinsessen har fortalt mig, at hun er meget imponeret over den indsats, vi yder over for omsorgssvigtede grønlandske børn.”

Hanne Juel Christoffersen har efter 10 år besluttet at trække sig tilbage som formand for Kalenderforeningen, og det forventes, at Inge Merethe Røpke overtager posten på den kommende generalforsamling. På billedet ses Kirsten Ørgaard tv. sammen med den nuværende og den kommende formand.

 

Pressefoto