Hvert år kommer cirka 500 cyklister alvorligt til skade og omkring 30 bliver dræbt i trafikken. Der er særligt ét sted, hvor det går galt. Det sætter en aktuel kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og 60 kommuner nu fokus på.
De seneste måneder har der været begrænset med trafik på vejene. Men i takt med at flere og flere igen skal på arbejde, i skole og ud at handle, vil antallet af bilister og cyklister på vejene igen stige. Desværre vil antallet af trafikulykker sandsynligvis også stige.
Nu opfordrer Rådet for Sikker Trafik og kommunerne både bilister og cyklister til at holde ekstra godt øje med hinanden, der hvor deres veje krydses. Det sker med kampagnen “Brug 2 sek. mere”, som man vil kunne møde i de 60 kommuner, der er med i kampagnen.
Kampagnen fokuserer på vejkrydsene. Syv ud af ti gange, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det nemlig i et kryds eller ved en sidevej. Typisk fordi den ene trafikant overser den anden eller fejlbedømmer den andens fart.
– Det er vigtigt, at både bilister og cyklister bruger to sekunder mere på at orientere sig, når man nærmer sig et kryds, i stedet for bare at køre videre på rutinen. Der skal så lidt til, for at en ulykke sker. Men der skal også meget lidt til, for at den ikke sker, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Voldsomme kræfter på spil
Når en bil og en cyklist kolliderer, så kan skaderne blive voldsomme. Det kan gå hårdt ud over cyklisten, også selv om bilen når at bremse lidt ned.
Hvis en bil for eksempel rammer en cyklist med 40 km/t., så svarer det til, at cyklisten falder ned fra 2. sal. Det viser beregninger fra firmaet Dancrash, som rekonstruerer og analyserer færdselsuheld.
– Det er meget store kræfter, der er på spil, hvis en bil og en cyklist rammer hinanden. Og cyklisterne vil kunne få meget alvorlige skader selv ved lave hastigheder. Derfor er det vigtigt, at både bilister og cyklister er opmærksomme og orienterer sig bedre, når de for eksempel kører ind i et kryds, siger Per Bo Hansen, bilinspektør, DanCrash.
Hvert år er der i gennemsnit cirka 500 cyklister, der kommer alvorligt til skade, og omkring 30 cyklister der bliver dræbt i trafikken, viser tal fra Vejdirektoratet. Hertil skal lægges et meget stort mørketal: På skadestuerne registrerer man hvert år omkring 4.000 cyklister, der er kommet til skade i trafikken i et uheld, hvor der også var en anden trafikant involveret.
Tal per politikreds: Dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister (kilde: Vejdirektoratet):
I syv ud af ti tilfælde hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det i et kryds eller ved en sidevej. Herunder kan du se det samlede antal alvorligt tilskadekomne og dræbte cyklister i hver politikreds i perioden 2014-2018:
Bornholm: 26.
Fyn: 236.
Københavns Vestegn: 189.
København: 611.
Midt- og Vestjylland: 204.
Midt- og Vestsjælland: 131.
Nordjylland: 243.
Nordsjælland: 246.
Syd- og Sønderjylland: 186.
Sydsjælland: 146.
Sydøstjylland: 209.
Østjylland: 283
I alt: 2.710
Gode råd til cyklister:
Afpas din fart før kryds og sideveje, så du kan nå at standse, hvis det bliver nødvendigt.
Brug 2 sek. mere på at orientere dig, før du kører frem.
Vær opmærksom på højresvingende biler, der kommer bagfra, og venstresvingende biler, der kommer forfra.
Gode råd til bilister:
Afpas din fart før krydset, så du kan nå at standse, hvis det bliver nødvendigt.
Brug 2 sek. mere på at orientere dig, før du kører frem.
Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
Så store kræfter er på spil, hvis en bil fx rammer en cyklist i et kryds (kilde: DanCrash):
Hvis en bil rammer en cyklist med 40 km/t., så svarer det til, at cyklisten falder ned fra 2. sal.
Hvis en bil rammer en cyklist med 50 km/t., så svarer det til, at cyklisten falder ned fra 4. sal.
Hvis en bil rammer en cyklist med 60 km/t., så svarer det til, at cyklisten falder ned fra 5.-6. sal.