Ud over at være en af landets rigeste kommune har Gentofte Kommune i 2023 nok engang de mest entreprenante indbyggere af alle landets kommuner. I 2023 har 11,79 gentofteborgere ud af 1.000 fået et CVR-nummer – i alt er 692 selskaber blevet grundlagt i Gentofte.

I 2023, men også generelt over årene, er der et klart billede af, at befolkningen i København og omegn er de mest iværksætterlystne i hele landet, mens udvalgte kommuner i blandt andet Region Syddanmark og Region Sjælland skraber bunden. De fem kommuner i bunden er Lolland, Nyborg, Langeland, Samsø og helt i bunden Fanø, hvor der kun er etableret en ny virksomhed per 1.000 indbyggere.

– De 13 mest entreprenante kommuner i 2023 hører alle til i hovedstadsregionen. På plads nummer 14 kommer Aarhus kommune. Det er ikke overraskende, at kommuner nær hovedstaden skiller sig positivt ud, da det er et billede, vi har set i mange år.

– Især inden for forskellige servicefag er der gode iværksættermuligheder i København, og det får mange til at prøve lykken, forklarer Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, der har set på tallene baseret på data fra offentlige myndigheder.

Iværksætterlysten på vågeblus i 2023
På landsplan er der skabt 25.411 nye selskaber i løbet af 2023 – det er et fald på cirka fem procent i forhold til 2022.

– Vi har de seneste to år set et markant fald i iværksætterlysten på tværs af landet, og det er negativt for dansk økonomi, men også for danskernes hverdag, fordi nye virksomheder er med til at skabe udvikling lokalt og sørge for, at der er en frisør, bager og slagter i byen, forklarer Bo Rasmussen.

Experian-direktøren mener, at usikkerheden om den økonomiske retning og en høj beskæftigelsesgrad har afholdt flere fra at blive iværksætter. Efter corona-nedlukningen i 2020 så vi et sandt iværksætterboom, og en del af forklaringen skal måske findes i de mange afskedigelser i en del brancher i den første del af corona-nedlukningen.

Lys forude?
Efter et par år med krisesnak og nedgang i aktiviteten i mange dele af økonomien forventer Bo Rasmussen dog, at økonomien “lander blødt” med en lille vækstafmatning, der bliver afløst af et opsving.

Han pointerer blandt andet, at detailsalget er steget i andet halvår af 2023, og samtidig er renterne på vej ned, mens friværdierne er nogenlunde intakte. Sammen med forbedret forbrugertillid giver det tro på, at danskerne kommer til at forbruge mere fremadrettet.

Dermed er der ifølge Experian-direktøren tændt et spædt lys, som iværksættere sandsynligvis kommer til at jagte inden for de næste kvartaler.

Herunder finder du en oversigt med, hvordan alle landets kommuner placerer sig, når det kommer til nyetableringer i 2023. Tallet angiver, hvor mange personer ud af 1.000 voksne indbyggere i kommunen, der har fået et CVR-nummer, samt hvor mange nyetableringer, der har været i 2023.

Sorø havde 97 nyetableringer. Hent hele opgørelsen her.  Tallene dækker over alle selskaber, der får et CVR-nummer og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S eller ApS.

 

Foto: ABW