Friluftsrådet uddeler i år 183 Blå Flag til danske strande og lystbådehavne. Derudover får 51 strande mærkningsordningen Badepunkt, som er garanti for både rent vand og særlige natur-, kultur- og friluftsoplevelser. ‌ ‌Sorø Sø, Tystrup Sø og Parnas tæller med her.

Mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er garanti for en god strandoplevelse, og 234 danske strande og havne kan glæde sig over at være med på den netop offentliggjorte liste fra Friluftsrådet over strande og havne, hvor det blå eller hvide flag vil vaje denne sommer.

“Rigtig mange danskere vil formentlig igen i år holde ferie i Danmark, og derfor er det glædeligt, at vi har kunnet give så mange strande det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er, nemlig en høj standard indenfor miljø, vandkvalitet og sikkerhed,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

183 strande og havne kan i 2021 hejse det Blå Flag, mens hele 51 strande er blevet udnævnt som et Badepunkt. Se dem alle her.

Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for strande, som modsat Blå Flag-strande ikke har et hav af faciliteter, men til gengæld er steder med særlige natur-, kultur- eller friluftsoplevelser. Ordningen startede som et pilotprojekt med syv Badepunkter i 2018 og er siden blot vokset i popularitet.

“Jeg er glad for, at så mange kommuner viser interesse for at kunne hejse Badepunkt-flaget og dermed tilbyde sine gæster badeoplevelser af den slags, mange også efterspørger – mere naturlige strande, hvor man kan få fine natur- eller friluftsoplevelser specielt for det område, men hvor der stadig ligesom på Blå Flag-strandene er rent badevand og badesikkerhed,” siger Winni Grosbøll.

 

Pressefoto