Børn og Familiechef Henrik Madsen konstitueres pr. 1. februar 2021 som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune. Konstitueringen forventes at vare indtil 1. juni.
Økonomiudvalget har på sit møde den 19. januar 2022 godkendt konstitueringen af Børn og Familiechef Henrik Madsen som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune. Samtidig igangsættes en plan for en eventuel tilpasning af ledelsesorganisationen i Sorø Kommune og efterfølgende rekruttering.
Siden årsskiftet har både vicekommunaldirektørstillingen og stillingen som økonomi- og personalechef været ubesatte. Dette har gjort det relevant at genoverveje stillingernes indhold og behovet for tilpasninger i ledelsesorganisationen. Det er det arbejde, som nu er sat i gang.
Borgmester Gert Jørgensen siger:
”For at sikre den fornødne ledelsesmæssige kraft for den samlede organisation i forhold til både drift og udvikling frem til ansættelse af en ny vicekommunaldirektør, har vi brug for flere kræfter i direktionen på kort sigt.”
”Henrik Madsen er en erfaren centerchef, som har mange års erfaring fra netop ledelse af et større velfærdsområde i Sorø Kommune og det at indgå i ledelsen i Sorø Kommune generelt. Han vil derfor kunne træde solidt ind i opgaverne, herunder også i arbejdet med at beskrive grundlaget for opslag af de to p.t. ledige stillinger i organisationen.”
Ifølge planen skal forslag til en eventuelt justeret organisation og opslag af de ledige stillinger i direktion og chefgruppe være klar den 23. februar 2022, hvor Økonomiudvalget vil behandle sagen igen.
Processen gennemføres i tæt dialog med kommunens Hovedudvalg.
Stillingerne forventes at kunne være besat pr. 1. juni 2022.