Der bliver gravet og plantet i april-solen på Frederiksberg skole. Forældre, lærere og elever er trukket i arbejdstøjet for at få gjort skolen endnu mere grøn og indbydende.
Over flere plante-dage er der sat træer, buske og blomster så børne får flere grønne steder at lege og skolen styrker biodiversitet. Der blev gået til den med spaderne, og kyndig hjælp til plantningen fra Broby Planteskole. Og så var der ekstra bonus for en glad forælder, der fik lov at grave med maskine.
Morten, der deltog med sine to børn sagde:
– Det er jo en fornøjelse at hjælpe, når man også kan få lov at køre minilæsser.
Claus der er lærer på skolen sagde:
-Det er helt fantastisk at så mange forældre møder op og er med til at give skolens grønne områder nyt liv. Der blev arbejdet hårdt, men stemningen var i top og efter spaderne var lagt væk, blev der talt om nye fælles projekter. Vi sætter kæmpe stor pris på opbakningen!
Britta der er skoleleder, deltog også, og siger:
– Det hele vokser, fordi der er så mange gode mennesker der vil vores skønne skole. Plantningen er en del af flere grønne initiativer, eleverne har lige sat kartofler sammen med Landbrugs- og anlægsgartnerskolen, og vi anlægger kvashegn, så måske er skolen udvidet med et pindsvin næste forår.