Comwell bliver den første hotelkæde i Danmark, som etablerer et Co-Work område på alle deres hoteller herhjemme. Dermed udfordrer hotelkæden deres eget forretningskoncept.
Det skriver Comwell til Dit Sorø.
Ifølge innovationsbureauet Günes & Co. vil vi i fremtiden se mange flere iværksættervirksomheder. Det betyder, at en stor andel af den samlede arbejdsstyrke i højere grad vil være projektansatte og konsulenter.
Den tendens har de mærket på Comwell Aarhus, hvor efterspørgslen på åbne arbejdsområder, som kan benyttes til kortvarig arbejde eller uformelle møder, har været støt stigende, siden hotellet slå dørene op i 2014.
Det fik hotellet til at re-designe en del af fællesområdet i oktober sidste år, så der nu er indrettet et inspirerende og behageligt arbejdsmiljø for hotellets egne gæster, lokale og andre, der kan bruge hotellet som deres kontor for dagen eller et uformelt møde.
Comwells driftsdirektør, Peer Rysgaard, ved det udfordrer koncernens eget forretningskoncept:
“Vi bliver den første hotelkæde i Danmark, som etablerer Co-Work områder, fordi vi tror på, at vi møder vores forretningsgæster med et koncept, de vil værdsætte. Comwell lever efter devisen at være modig. Med etablering af Co-Work områder på alle vores danske hoteller udfordrer vi vores eget forretningskoncept, når vi tilbyder gratis ydelser og rammer til mindre og uformelle møder. Men vi tror på, at vi vinder mere, end vi mister.”
Comwell har efter testperioden i Aarhus foretaget en række kundeinterviews, og den positive feedback har været overvældende, og at dømme efter antallet af besøgende på en vintergrå hverdag, så er konceptet en succes.
Fleksibilitet er altafgørende
Flere og flere søger et uforstyrret arbejdssted udenfor deres eget kontor eller hjem. Udfordringen er ofte at finde plads, adgang til stikkontakter og internet. Trendforskere taler allerede om den kraftigst stigende tendens inden for arbejdsmarkedet i flere årtier.
“Størstedelen af vores gæster er jo forretningsgæster, hvor fleksibilitet i forhold til at kunne arbejde og holde møder er stigende. Vi kan se, at mange vælger at holde korte møder på hotellernes fællesområder, da det er praktisk i forhold til tid og lokation.
Mange af vores hoteller har allerede oplagte områder, hvor man kan arbejde uforstyrret, nyde en kop kaffe og evt. spise en let frokost. Jeg tror, at mange vil finde det inspirerende, at sidde i et velindrettet, behageligt og uformelt arbejdsmiljø,” siger Peer Rysgaard
Etableringen af Comwell Co-Work områder er i fuld gang og forventes færdigetableret på alle hoteller i april 2018. Det er gratis at benytte sig af områderne, hvor man kvit og frit kan benytte sig af trådløst internet, tage kaffe/the/vand og få adgang til 7.000 aviser og magasiner via PressReader.