Indlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.
Et flertal i Folketinget har vedtaget det såkaldte ”Paradigmeskifte”, der handler om, at indvandrere og flygtninge ikke skal integreres, men der skal arbejdes på hjemsendelse. Det er endnu et eksempel på, at politikken omkring flygtninge kommer til udtryk i en stadigt mere inhuman form. I det her tilfælde er det ren grådighed, der driver værket.
Migranter og flygtninge må gerne komme hertil og bygge vores velstand op, men så skal de så sandeligt også rejse hjem, mens vi nyder frugterne af deres indsats.
Integrationspolitikken er afløst af en ragen-til-sig vedtaget af grådighedens alliance bestående af C, V, LA, DF og S. Disse partier vil gerne dele byrderne, men ikke give dem adgang til de goder, de er med til at skabe.
Den nye aftale bygger oven på den asociale såkaldte “ghetto pakke”, der er et angreb på den almene sektor og billige boliger støttet af de samme partier og SF.
Begge aftaler er eksempler på, at magt bliver så vigtig, at der sælges ud af de humanistiske grundværdier. Men magt uden værdier handler alene om at bestemme – ikke om at skabe et bedre samfund. Det skaber ekstremt kortsigtede løsninger præget af manglende visioner
Et eksempel er, at der på integrationsministeriets hjemmeside prales af over 100 stramninger på udlændingeområdet. Det handler alene om kvantitet, skidt med kvaliteten. Det er grundlæggende useriøst og ødelæggende for en demokratisk retsstat.
Når der alene laves stramninger med det formål at nå så mange som muligt, så er det efter vores bedste opfattelse et udtryk for politisk sjusk og symbolpolitik af værste skuffe, og når resultatet af symbolpolitikken er, at børn lider, så bliver det et udtryk for rendyrket populisme og ligegyldighed overfor andre.
Det er Enhedslistens klare holdning, at det viser en udpræget grad af mangel på empati, både fra den minister, der fremsætter forslaget, men så sandelig også fra de politikere, der lader sig spænde for vognen og stemmer for at andre menneskers tilværelse, den ”skal være så utålelig som muligt”.
Den politik er konsekvensen af en dehumanisering, som er blevet så forskruet, at grådighedens alliance vil hindre børn i at have en stimulerende og anstændig barndom – ikke fordi de bor i et samfund, der er i krise, men alene som udtryk for et stemmefiskeri med udgangspunkt i laveste fællesnævner.
