Af Jens Jacobsen, Medlem af kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti
Ved det nye Klima og miljø udvalgs første møde var der god stemning, et stort engagement i forbindelse med drøftelse af opgaver som udvalget skal varetage. En stor og vigtig opgave i første halvår af 2022 er udarbejdelse af forslag til Klimahandlingsplan for Sorø kommune. Klimahandlingsplanen skal tilvejebringes i en tæt og inddragende proces med mange forskellige interessenter, borgere, foreninger, erhvervsliv, landbrug m.v. Klimahandlingsplanen skal implementeres i de kommende år med henblik på at opnå 70% CO2 reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Foruden det nye Klima og miljø udvalg er jeg også med i Natur, teknik og planudvalget, hvor vi bl.a. skal tage stilling til placering af telemaster, prioritering af cykelstier og miljøpolitik m.m. En række vigtige og komplekse forhold med mange dilemmaer.
Kommunalbestyrelsen har fået 12 nye medlemmer, så det er et nyt hold. Møderne i kommunalbestyrelsen har været præget af en god dialog og konstruktivt samarbejde, det giver et godt afsæt for at vi sammen kan skabe gode løsninger sammen med borgerne f.eks. en ambitiøs Klimahandlingsplan.
Jeg er glad for at have fået en plads i kommunalbestyrelsen og ser frem til at arbejde for at styrke vores lokalsamfund og give Stenlille en stemme i kommunalbestyrelsen. Fortsætte den udvikling, der er sat i gang med byggeri på Slettebjerg, seniorboliger i det Gamle rådhus og renovering af Hovedgaden.
Herudover skal bosætningen i Stenlille fremmes, med lejeboliger og byggemodning af parcelhusgrunde på Slettebjerg. Så der er et varieret udbud af boliger. Handelslivet i byen skal styrkes, brugsbygningen og den gamle stationsbygning skal være et aktiv for byen.
Der skal ”liv i hallen” igen, så vi igen kan skabe at godt miljø for de unge og de unge, der er blevet lidt ældre. Og med flere tilbud til de unge i byen. Cykelsti fra Kulturhuset til skolen, så vi får en sikker skolevej. Mange af opgaverne må løses i et tæt samarbejde med Stenlille lokalråd/SHHB.
Tusind tak for den opbakning, som Stenlille borgerne har givet mig ved kommunalvalget.
Jeres store støtte har gjort, at jeg er blevet valgt ind i Kommunalbestyrelsen i Sorø kommune.
Der bliver vist nok at arbejde med i de kommende 4 år.