Til tirsdagstræffet den 1. marts får Sorø Bibliotek besøg af Dorthe Seneka, der vil fortælle om hvor vigtigt det er, at vi giver historien videre til vores efterkommere. Dorthe Seneka er et kendt ansigt på biblioteket, hvor hun i mange år har været ansat som biblioteksassistent. Nu er hun på efterløn og nyder mere tid med sine fire børn og syv børnebørn, så der er mange efterkommere at underholde.
”Når man får ekstra tid i hverdagen, begynder man at tænke over ens liv. Alle har jo en livshistorie at fortælle, men husker vi at tage os tid til at give den videre? Hvordan fortæller du familiens historie videre? Man tænker jo altid, at der er tid nok til at dele minder og historier med familien. Men du skal huske at prioritere det og få sat tid af til det”, siger Dorthe Seneka.
I Dorthes familie afholder de familietræs-komsammen, hvor børn og børnebørn bliver underholdt med historier.
Hvordan det foregår, det kommer Dorthe for at fortælle om. Så kom og få inspiration til at fortælle din historie videre eller fortæl, hvordan du deler din livshistorie med dine børn og børnebørn.
Tirsdagstræf er åbent for alle, der har lyst til en sludder og en kop kaffe – tag meget gerne din nabo eller ven med. Anni og Alice er klar med kaffe og småkager. Der er ikke tilmelding, man møder bare op.