Gert Jørgensen er formand for kultur- og fritidsudvalget i Sorø Kommune.
I juli fejres de blå flag ved søerne – har du nogensinde hoppet i vandet i Sorø?
Ja, der har jeg. Da jeg gik på Sorø Akademi havde vi svømning ved badeanstalten i akademihaven. Et let prik mellem skulderbladene fra vores gymnastiklære Elkana Grønne gjorde, at hoppet blev ekstra let uanset vandtemperaturen.
Deltager du i nogle af sommerens festivaller eller markeder?
Ja, jeg besøger som regel de fleste af de markeder og festivaller, vi har i Sorø Kommune. Fra Kongskilde Marked i syd til Stenlille Festivallen i nord.
Har du planer om at kigge forbi det kommende Lions Marked (3-4. august)?
Lions Marked er en af de helt store sommerbegivenheder i Sorø bymidte. En afspærret Storgade giver gode muligheder for mange former for underholdning og gode indkøb, men jeg er muligvis på ferie i starten af august.
Skal du se Kandestøberen (Holbergteatret) eller I Ingemannsland (Ruds Vedby Borgspil)?
Jeg har allerede set Holbergteatrets Kandestøberen i en “lokal” forklædning. En forestilling som jeg kun kan anbefale. Til august glæder jeg mig til at komme til Ruds Vedby og se Borgspillets opførsel af Ingemannsland.
Hvad er efter din mening byens bedste sommeraktivitet?
Jeg glæder mig over, at vi har rigtigt mange gode sommeraktiviteter for alle aldersgrupper i byen og mange andre steder i kommunen. Sportsrådet arrangerer – i samarbejde med kommunens klubber og foreninger – et meget varieret udbud af sommerferieaktiviteter for børn og unge.
For de voksne er der ud over vores traditionsrige markeder og festivaller også rigtig mange gode kulturelle tilbud. Her er jeg glad for, at Stiftelsen Sorø Akademi stiller kirken, søen, parnasgrunden og haven til rådighed for eksempelvis “Sange i sommernatten”, “Kandestøberen ved Holbergteatret”, “Frisøndag ved Sorø Amatørteater”, “Fluks Festival”, “Sorø Roregatta” og senere “det Kgl. Teaters operaen” og “Sorø Internationale Musikfestivals sommerkoncerter”. Hertil kommer spændende udstillinger på vores museer, Kunstnergården og Tersløsegård i Dianalund og muligheden for at se en underholdende film i Victoria Teatret.
Hvad kunne gøre Sorø en mere attraktiv sommerby?
Vi har allerede rigtig mange gode sommeraktiviteter i kommunen. Vi skal bare gøre dem mere synlige og markedsføre dem bedre udover kommunegrænsen. Det arbejde er allerede godt i gang. Jeg er sikker på, at det inden længe vil give gode resultater. Vi arbejder i øjeblikket med en udviklingsplan for Sorø bymidte. Dette med henblik på at binde vores kulturaktiviteter bedre sammen. Endelig tror jeg, at vi kan blive en mere attraktiv sommerby ved give bedre muligheder for cafe- og gårdmiljøer med udendørs servering.