Bestyrelsen for Røde Kors i Sorø har besluttet at bruge en del af overskuddet fra sine to butikker til at støtte tre udviklingsprojekter i henholdsvis Myanmar, Malawi og Zimbabwe med 75.000 kr. til hvert projekt.
Alle tre projekter – såkaldte venskabsprojekter – har tidligere modtaget støtte fra Røde Kors Sorø.
I Zimbabwe er der gang i et projekt, der skal sikre udsatte unge kvinder i et forsøg på at forhindre barnebrude, gravide teenagere samt overgreb. Det sker bl.a. ved allerede i skoletiden at udbrede viden om kvinders rettigheder og skabe rollemodeller for de unge piger.
I Myanmar er der fokus på at skabe sundere lokalsamfund. Især er behovet for at sikre kvinder adgang til sundhedsydelser og god ernæring under graviditet stort. Store befolkningsgrupper i Myanmar er tillige internt fordrevne og lever under kummerlige forhold i slumområder, hvorfor der også her er et stort behov for humanitær bistand.
I Malawi bruges pengene fra bl.a. Røde Kors i Sorø til at understøtte projekter for at forbedre hygiejne, sikring af rent drikkevand og etablering af latriner.
Alle tre projekter opererer i omgivelser, der er fjernt fra en dansk hverdag i Sorø, men gennem de to genbrugsbutikker er Røde Kors Sorø og dermed kunderne med til at skabe små forbedringer.