Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø

Ved valgkampen i både 2013 og 2017 var der fra den borgerlige bloks side (især C, V og O) fokus på Sorø kommunes økonomiske situation. Argumentet var, at S og SF havde ført en uansvarlig økonomisk politik, og de borgerlige partier nu ville rette op på økonomien, ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.

På byrådsmødet i juni blev Sorø kommunes regnskab for 2019 godkendt. Det er det sidste der bliver lavet inden udligningsreformen træder i kraft. Skal den økonomiske forvaltning af Sorø kommunes økonomi kunne sammenlignes, vil det mest rimelige være, at sammenligne 2013 (det sidste år med en S borgmester) med 2019 (det sidste år med blå blok inden reformen) med udgangspunkt i Sorø kommunes regnskab og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal

Hvad angår regnskabet for 2019, mener vi fra Enhedslisten, at det er bekymrende, at den samlede lang- og kortfristede gæld er på over en milliard kroner (1026 millioner). Det næsthøjeste i Sorø kommunes historie, kun overgået af gælden i 2017 (1027 millioner). Til sammenligning var den samlede gæld ved udgangen af 2013 på 931 millioner.

Den skattefinansierede gæld, var med udgangen af 2019 på 550 millioner og hvor den med udgangen af 2013 var på 522 millioner. Den skattefinansierede gæld er altså forøget med 28 millioner de seneste seks år.
Det på trods af, at Sorø kommunes salg af grunde med videre i perioden 2014 til 2019, har givet en indtægt på 86.961.000 kroner. Til sammenligning købte Sorø kommune i perioden 2009 til 2013 jord mv for 13.715.000 kroner. Reelt er der altså tale om en indtægtsforskel på over 100 millioner kroner, alligevel er gælden øget!

Den langfristede gæld, eksklusive ældreboliger i 2019 er på 550 millioner. kr. – det højeste i Sorø kommunes historie!

I 2019 skylder hver borger således 18.562 kroner. Hvilket placerer Sorø kommune på en 13 plads, mens hver borger i 2013 skyldte 18.003 kr. hvilket placerede Sorø kommune på en 14. plads i relation til langfristede gæld eksklusive ældreboliger.

Ses der på den samlede langfristede gæld (inklusiv ældreboliger) har Sorø kommune landets 11. højeste langfristede gæld pr. indbygger, foran os ligger kommuner som Samsø, Ærø, Læsø, Lolland og Guldborgsund. Hver borger i Sorø kommune skylder således 25.714 kr. I 2013 var Sorø kommune på en 17. plads, da hver borger skyldte 23.317 kr.

Tallene kan kontrolleres i Sorø kommunes regnskab samt på http://www.noegletal.dk/vs1.html

Det er et interessant narrativ, at de blå partier skulle være mere økonomisk ansvarlige end dem til venstre. Virkeligheden er, at Sorø kommune på alle parametre er økonomisk dårligere stillet med udgangen af 2019, end da blå blok overtog økonomien fra S og SF i 2013.

Foto: ABW