Gurli Gris skifter skærmen ud med Kongskilde i anledningen af Naturens Uge. Her kan de mindste og deres voksne opleve Gurli Gris Naturstien, hvor børnene kan få en anderledes og legende oplevelse i naturen, bygget op omkring Gurli Gris universet, som de fleste vist efterhånden kender fra TV. Hvert år inviterer Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening til Naturens Uge, hvor små og store kan opleve naturen på en helt ny måde. Gurli Gris Naturstien kan opleves ved Kongskilde Naturcenter den 12. september kl. 13.30 til 15.30.

Kram et træ, find en sten med hul i, og hop i vandpytter (naturligvis, for det er en af Gurli Gris’ yndlingsbeskæftigelser i hele verden) med Gurli Gris og hendes venner, når de inviterer til at gå Gurli Gris Naturstien ved Kongskilde Naturcenter i anledningen af Naturens Uge.

De fleste børn kender vist Gurli Gris fra TV, men for første gang bevæger Gurli Gris sig altså nu ud i den danske natur, hvor de mindste børn kan få en sjov, lærerig og legende oplevelse i naturen på Gurli Gris Naturstien.

Det gør hun i anledningen af Friluftsrådets og Danmarks Naturfredningsforenings årlige mærkedage Naturens Uge, som har til formål at give folk i alle aldre lyst til en række eventyrlige oplevelser i den danske natur.

”Vi har arrangeret Naturens Uge i cirka 17 år, og der er altid noget for alle aldre og både dem, som tilbringer masser af tid i naturen, og dem, som ikke møder naturen så tit. At have et børneidol som Gurli Gris med som løftestang for at få selv de mindste med ud og føle, høre og opleve naturen er dog noget helt særligt, og det glæder vi os virkeligt meget til,” fortæller Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Gurli Gris Naturstien består af en række poster, som børnene kan besøge, og som er bygget op omkring de karakterer, de kender så godt fra TV, legetøj, bøger og meget andet. Arrangementet henvender sig til børn fra 2 år og udfordrer både hukommelse, motorik og sanser. Samtidigt skal dagen gerne give lyst og mod til endnu flere oplevelser i naturen året rundt.

Alle deltagende børn får et Gurli Gris aktivitetshæfte, som de kan bruge til at gå yderligere på opdagelse i naturen med, samt en frugtsnack, som velfortjent belønning, når de har gået ruten.

Gurli Gris Naturstien ved Kongskilde Naturcenter er åben søndag den 12. september 2021 fra kl. 13.30 til 15.30. Skulle man være forhindret i at deltage her, vil der også være arrangementer ved Køge Natur- og Miljøskole lørdag den 11. september samt ved Høve Skov og Strand søndag den 12. september.

Se mere om arrangementet i Kongskilde samt Naturens Uge her:
https://www.naturensdag.dk/find-et-arrangement/28016-ga-pa-opdagelse-i-naturen-med-gurli-gris-i-kongskilde/