Hotel Postgaarden var fyldt til randen, da Sorø Handel & Service torsdag aften bød indenfor til funky forårsmodeshow. Mere end 200 gæster var mødt op for at få inspiration til forårsgarderoben og forårets fester.
Og her var noget for en hver smag. Både til dem, der elsker fuld fart på farverne, til dem, der holder af det mere klassiske look og også til dem, der tager sagerne i egen hånd og selv skaber deres kreationer.
På podiet blev der givet masser af bud på både skøn herre- og damemode, smart tøj til de unge – og ikke mindst på forårets accessories: smykker, tasker og briller.
Det var et bredt udvalg af byens butikker, der deltog på podiet. Johs. Clausen, INbetween, Sir Brian, Langes eftf., Meisner & Wendel, Viben, Øjensynlig, Thiele, Solo, ByCoco, Guldregn, Svegård Bog & Ide, Butler Vin og Fred. Jensen & Søn var med til at bringe foråret til Sorø.