Så blev det endelig afsløret, hvem der skulle have årets frivilligpriser. Mandag modtog Ole Brøndum fra Ældresagen årets individuelle pris, mens den kollektive pris gik til værger og netværksfamilier under Røde Kors Sorø. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.
Afsløringen af prisvinderne plejer at ske på Frivillig Fredag, foran en sal fyldt med flere hundrede festglade mennesker. Men pga. coronaen foregik prisoverrækkelsen i år lidt utraditionelt, nemlig på vindernes hjemmeadresser. Men stemningen fejlede intet, da Jens Nygaard, næstformand for social- og sundhedsudvalget, overrakte priserne til de to vindere.
For Jens Nygaard og Social- og Sundhedsudvalget har det ikke været nemt at vælge mellem de mange indstillinger til priserne. Men et enigt udvalg pegede dog på de to prisvindere. Ole Brøndum er udvalgt, fordi han betegnes som en ildsjæl med mange jern i ilden. Han har bl.a. som initiativtager til ’Herreværelset’ været med til at skabe nye muligheder for mænd, som pludselig står i en livssituation, som kan virke uoverskuelig. Det kan være fordi, det er svært at få gang i pensionistlivet, eller fordi man måske har mistet en ægtefælle.
Og de frivillige værger og netværksfamilier under Røde Kors Sorø, er udvalgt, fordi de gør en kæmpe indsats, ikke alene for det enkelte menneske, der er kommet til Danmark for at få beskyttelse, men også for (lokal)samfundet, da de bidrager til, at nye medborgere hurtigere finder sig til rette i deres nye liv. Netværksfamilierne er en slags rød tråd i flygtninge-borgernes liv.
Jens Nygaard understregede i sin tale, hvor vigtig den frivillige indsats er for kommunen. Den er ganske enkelt med til at gøre Sorø til et godt sted at bo.