Som noget nyt indbyder Frederiksberg Lokalråd til generalforsamling i Vesth Huset. Det er den 18. februar kl. 19, at det lille lokalråd håber at se medlemmer og evt. kommende medlemmer til generalforsamling, hvor året der gik, bliver ridset op, og hvor året der kommer skal tage form.
Et levende lokaldemokrati har behov for, at mennesker mødes og meninger brydes. Derfor håber arrangørerne på et stort fremmøde.
I år vil Frederiksbergprisen blive uddelt på generalforsamlingen. Hvem der skal have den smukke pris er som sædvanlig en velbevaret hemmelighed, så kom og se, hvem der bliver dette års prismodtager.
På lokalrådets hjemmeside kan I læse mere om foreningen.