Er mejetærskerens larm en forsmag på fremtidens vejstøj, spørger Tersløsegaard i en pressemeddelelse:
Holbergs Lysthus skælvede og hele Tersløsegaard nærmest rystede i sin grundvold, da et skriggult monster i går under øredøvende motorlarm banede sig vej gennem marken lige ud for Holbergs have. Det var ved havens ottekantede stenbord, kaldet ”lysthuset”, Ludvig Holberg sad og glædede sig stille ved at betragte bønderne arbejde i marken og dyrene blive drevet på stald om aftenen.
Nu århundreder senere er håndens arbejde afløst af motorlarm, når mejetærskeren sørger for at få høsten i hus. Tersløses bønder er heldigvis så hensynsfulde, at de høster på et tidspunkt, hvor der ikke er gæster i Holbergs have. Og det hele er overstået på nogle få timer. Det bliver meget værre, hvis Sorø kommune får sin vilje med anlægget af en ekspresvej, hvor tusinder af biler skal køre forbi hver dag. Så bliver der en vedvarende konstant forstyrrelse af det kulturmiljø, der i dag kendetegner Tersløsegaard (omend naturligvis noget lavere støjniveau end den voldsomme mejetærsker…)
Politiske initiativer
Tersløsegaards bestyrelse har gjort indsigelse mod den lokalplan, som er en forudsætning for anlægget af vejen tværs gennem kulturmiljøet godt 500 meter fra Tersløsegaard. Nu har SF i Sorø taget sagen op. Partiets lokalformand Arne Juel Jensen opfordrer ifølge dagbladet ”Sjællandske” byrådet til at droppe projektet. SFs politiske styrke er imidlertid til at overse. Partier har kun et ud af 25 mandater i byrådet. Og det borgerlige flertal afviser allerede i avisen enhver tanke om at opgive vejen. Det påpeges, at vejen skal føre bilisterne direkte op til et stort udstykningsprojekt i Dianalund, kaldet ”Pilegårdstrekanten”, som kommunen købte i 2017. Her skal bygges nye boliger, som forventes at indbringe ialt 24 mio kr. Udstykningen skal ske i 2021 – samtidig med at vejen tages i brug!
Landspolitisk er der måske et initiativ på vej, der kan standse Sorø kommunes vejplan. Det er en kreds af socialdemokrater, bl.a. mindst et folketingsmedlem, som har bemærket høringssvaret fra Tersløsegaards bestyrelse. De skriver, at ”høringssvaret er fint nok, men sagen er bare den almindelig praksis i byrådene, at høringssvarene blot kastes i papirkurven. Lokalplanen bliver vedtaget, hvis ikke der gribes ind fra et højere niveau. Amterne findes jo desværre ikke længere, og regionerne har ingen kompetence på den fysiske planlægning.” Derfor vil disse politiske erfarne menneske forsøge at løfte sagen op på landsniveau. (deres identitet er os bekendt, men de ønsker foreløbig ikke at stå frem).