Lederen af Sorø Kommune Tandpleje, Katja Tøttrup Thor, satte sig tirsdag den 23. oktober første gang ind i et fly til Kigali, hovedstanden i Rwanda. Hun var på vej til at deltage i et treårigt udviklingsprojekt om tandsundhed for børn i Rwanda.
Projektet som Katja Tøttrup Thor er tilknyttet, drives af Tandsundhed Uden Grænser (TUG), som er en dansk humanitær organisation, der har til formål at forbedre tandsundheden i udviklingslande og sætte tandsundhed på dagsordenen i tæt samarbejde med lokale organisationer og offentlige myndigheder.
TUG har gennemført udviklingsprojekter i Rwanda siden 2012, hvor fokus har været på forebyggende sundhedsindsatser som tandbørstning og håndvask i skolerne. Det ny projekt løber i tre år. De fleste af Katjas opgaver i projektet vil kunne varetages hjemme fra Danmark, men to gange om året skal hun rejse til Rwanda med projektet.
Der bor 12 mio. mennesker i Rwanda, men i hele landet er der kun 27 tandlæger. Sygdom i tænder og tandkød er den hyppigste årsag til besøg på landets hospitaler.
Katja Tøttrup Thor fortæller om sine opgaver:
– Som frivillig faglig projektleder skal jeg blandt andet støtte de lokalt ansatte projektmedarbejdere og frivillige i Rwanda omkring forebyggende sundhedsindsatser på skoler og i udsatte familier. Jeg skal holde workshops for lokale sundhedspersoner og nationale beslutningstagere, og jeg skal holde forelæsninger for studerende og lærerpersonale på tandlægeskolen i Rwanda.
Formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune, Lars Schmidt, siger:
– Jeg synes, det er meget spændende, at lederen af Tandplejen har fået denne mulighed for at arbejde for bedre tandsundhed i Rwanda. Lige som resten af byrådet er jeg optaget af FN’s Verdensmål, og Katja Tøttrup Thors engagement i udviklingsarbejdet i Rwanda er et meget konkret eksempel på, at vi fra kommunens side kan gøre en indsats ikke bare i vores eget lokalområde, men også ude i den store verden. Både jeg resten af og Social og Sundhedsudvalget ønsker Katja en god og spændende tur og glæder os til at høre om hendes oplevelser.