Vi har modtaget dette forslag, som Anita Skjoldager Eskildsen, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF har anmodet om at få sat på dagsordenen til næste byrådsmøde den 7.10.20.
Henvendelse til udlændinge- og integrationsministeren vedrørende flygtningebørn
Anita Skjoldager Eskildsen, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF opfordrer til, at byrådet tager stilling i den alvorlige humanitære krise i flygtningelejre i Grækenland.
Sagen drejer sig om de mange børn, der er strandet i Morialejren og andre flygtningelejre i Grækenland. De har brug for et permanent hjem, for at kunne opnå tryghed i den resterende del af deres barndom. For nogle af dem kunne det blive i Sorø kommune.
Vi opfordrer byrådet til at beslutte at give mandat til, at borgmesteren retter henvendelse til Udlændinge- og integrationsministeren og tilkendegiver, at Sorø kommune stiller sig til rådighed, såfremt Folketinget beslutter, at Danmark skal modtage uledsagede flygtningebørn og børnefamilier fra flygtningelejre i Grækenland.
Siden flygtningekrisen i 2015 har flygtningelejrene i Grækenland på de græske øer og langs den græsk/tyrkiske grænse været overfyldte. Det er en humanitær krise, som udvikler sig i de overfyldte flygtningelejre i Grækenland. Flygtningene i lejrene lever under livstruende, og sundhedsfarlige forhold. Det er samtidig en situation, der forværres yderligere af Covid-19 krisen og sidst branden i Morialejren.
Blandt flygtningene er en stor gruppe uledsagede flygtningebørn og mange familier med små børn, der er på flugt og fanget i en håbløs situation. Børn udgør en særlig udsat og sårbar gruppe og de har brug for hjælp.
Sorø kommune skal i forvejen modtage en kvote af flygtninge hvert år og har vist gode resultater med integrationsarbejdet. Derfor foreslår vi, at Sorø Kommune retter henvendelse til Udlændinge- og integrationsministeren og stiller os til rådighed for at tilbyde flygtningebørn og børnefamilier, fra de græske flygtningelejre, en ny start i Sorø kommune.
Flere byer i Europa tog i foråret 2020 initiativ til, at henvende sig til EU med ønske om at samarbejde med nationale og europæiske myndigheder, for at kunne tilbyde uledsagede flygtningebørn en bedre tilværelse.
På baggrund af initiativet har flere kommuner i Danmark behandlet sagen. I Sønderborg, København, Fredensborg, Holbæk og Rødovre kommuner har man vil tilkendegive, at man stiller sig til rådighed for at modtage nogle af flygtningebørnene.