Der venter et sus af New York’er jazz på Sorøs Café Tre Konger fredag aften den 10. februar. Det er sangerinden Melissa Styliano, som kommer med sit band. Hun er klassificeret som et ”internationalt highlight” i det store trykte program for vinterjazzen i februar måned. Programmet omfatter godt 650 koncerter på 130 spillesteder over hele Danmark. Heraf er fem koncerter i Sorø. Det placerer Sorø som Sjællands største jazzby (uden for København).
Fra Manhattan til Sorø
Canadisk-fødte Melissa Styliano har ”55 Bar” i Manhattan’s West Village som sin hjemmebase. Der har hun erobret New Yorks kræsne publikum med sine tolkninger af lækre jazzstandards i den store tradition fra Gershwin, Jerome Kern og Duke Ellington. Hun går heller ikke af vejen for sange af Johnny Cash og islandske Björk.
Hendes succes har løftet hende helt frem til at give koncert på Carnegie Halls kæmpescene, ligesom hun har optrådt på de ikoniske Blue Note og Birdland jazzklubber.
Fredag den 10. februar synger hun inde i Café Tre Konger i selskab med pianisten Nikolaj Hess, bassisten Graig Earle og trommeslageren Janus Templeton. Det er superdygtige musikere, som alle har solid føling med den amerikanske jazzscene. Nikolaj Hess tilbringer halvdelen af sin tid med at turnere og gøre karriere i USA. Han er også komponist og arrangør og har bl.a. sat musik til en af Lars von Triers film. Bassisten Graig Earle er ligesom Melissa canadier, uddannet i Toronto med bl.a. Ray Brown som lærer. Og trommeslageren Janus Templeton, søn af en amerikansk jazzmusiker, er velkendt på den danske jazzscene med mere end 30 cd-udgivelser og tusindvis af livekoncerter bag sig. Han er bl. a. hædret med en Music Award for bedste jazzudgivelse.
Koncerten med Melissa Styliano begynder kl. 19, men allerede fra 17.30 tilbyder Tre Konger en tre-retters menu med laks, oksebryst og chokolademousse for 385 kr. incl. musikentréen, der ellers koster 150 kr.. uden menu.(reservation på tlf. 5783 4114)
Sorøs fem koncerter
Vinterjazzen begynder søndag den 5. februar på Parnas med trommeslageren Snorre Kirks dansk/norsk/svenske kvintet, som spiller lyrisk underfundig swingblues.
Efter koncerten på Tre Konger fredag den 10. februar fortsætter programmet søndag den 12. februar på Kunstnergaarden i Dianalund, som præsenterer skuespillerinden Hanne Uldal i en kvintet med solide jazzmusikere. Hanne Uldal er velkendt fra teater-, film- og TV-roller, men demonstrerer nu også sin lidenskab for inderlig jazzsang.
Den følgende koncert finder sted i Victoria Teatret torsdag den 16. februar med DR Big Band, som giver et klassisk jazzprogram af guld fra DRs righoldige nodearkiv, specielt arrangeret af den tidligere leder af det navnkundige Count Basie Orkester, trommeslageren Dennis Mackrel.
Afslutningen på vinterjazzprogrammet bliver på Sorø Kunstmuseum søndag den 19. februar, hvor den blændende dygtige pianist Kasper Villaume kommer med sin trio.