Forsvaret skal midlertidigt bidrage til sundhedsmyndighedernes opskalerede vaccineindsats. Det betyder, at Forsvarets understøttelse af politiet i form af grænsekontrol og bevogtningsopgaver i en periode indstilles. Det meddeler politi.dk
Sundhedsmyndighederne øger i den kommende tid vaccineindsatsen. For at løse opgaven får de bistand fra Forsvaret. Personaleafgivelsen til vaccineindsatsen betyder, at Forsvaret midlertidigt indstiller støtten til politiet. Ændringen træder i kraft tirsdag d. 14. december, klokken 7.00.
Forsvarets bidrag til politiet har de seneste år ligget på omkring 250 årsværk. De har hjulpet med varetagelsen af den midlertidige grænsekontrol langs den dansk-tyske grænse i Sønderjylland, samt i Rødby og Gedser, og har også støttet med bevogtningsopgaver i København.
Politiet søger en løsning, der har mindst mulig påvirkning af borgerne.