Sorø Bibliotek og Sorø Kunstmuseum står bag et særligt forfatterarrangement og udstilling af relateret kunstværk.
Lørdag den 20. maj kl.14 gæster forfatter Rakel Haslund-Gjerrild Sorø Bibliotek. I romanen ”Adam i Paradis” skriver hun fabulerende og sanseligt om kunstneren Kristian Zahrtmanns liv, virke og samtid.

Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2022. Haslund-Gjerrild fortæller om sit arbejde med kunstneren og kilderne. Hun kommer også ind på sin nuværende skriveproces og de emner, der optager hende i arbejdet.

Sorø Kunstmuseum udstiller i sammenhæng med forfatterbesøget et selvportræt af Zahrtmann og har lavet en liste over værker i deres samling malet af Zahrtmanns elever. Ved forfatterbesøget deltager én af kunstmuseets kunstfaglige medarbejdere med selvportrættet i hånden og en kort præsentation af det.

Ønsker man et eksemplar af ”Adam i Paradis” til signering, kan man inden foredraget købe bogen i kunstmuseets butik.

Billetter til arrangementet kan købes for 50 kr. på www.soroebib.dk

Sted: Sorø Bibliotek, Store Læsesal
Dato: lørdag den 20. maj
Tid: 14-15.30

Rakel Haslund-Gjerrild. Foto: Sofie Amalie Klougart