Børnebogsforfatter Inger Tobiasen læser op af sine pege- og billedbøger tirsdag d. 10. maj kl. 10 og kl. 11 på Sorø Børnebibliotek og fortæller om kunsten at skrive og tegne til de allermindste.
”Pegebøgerne om Ida og om Willi er meget populære hos vores alleryngste læsere. Bøgerne giver hverdagens situationer et poetisk strejf og gør svære følelser håndterbare ex. om puttetider, påklædning, sorg og vrede,” fortæller børnebibliotekar Sanne Noer, der glæder sig til at skabe et hyggeligt møde mellem forfatter og de 0 til 3-årige og deres voksne.
Der vil også være tid til, at man kan få hjælp til at finde gode bøger og til at tale sammen om, hvordan man som forælder kan fremme sit barns sprog og læseglæde. Der er puslefaciliteter, plads til barnevogne indenfor såvel som til leg.
Det anbefales at man tilmelder sig på biblioteket eller via soroebib.dk, hvor man også finder hele programmet for ÆllebælleMAJfortælle – en læsefestival for de yngste.