Sorø Bevaringsforening kan denne gang afholde sin generalforsamling uden skelen til coronaen, så den gennemføres forskriftsmæssigt torsdag den 31. marts ca. kl. 20.30 på Værkerne, Frederiksvej 27.
At der stadig er brug for Sorø Bevaringsforening, viser de mange projekter og byggesager, som Sorø Kommune skal forholde sig til – og for det meste godkender uden at blinke, selv om byens særpræg derved fortsat lider skade, og de grønne åndehuller bliver mere og mere afgrænsede (jfr. planerne for Akademihavens hjørne ved Søgade og Amtmandshaven ved Slagelsevej).
Før generalforsamlingen, kl. 19-20, er der et offentligt foredrag v/Henning Fischer om ”Bydelen Frederiksberg”.
Henning Fischer er en kendt skikkelse i det soranske forenings- og kulturliv, som han dyrker intenst, siden han i 2007 blev pensioneret fra sit job som landskabschef ved Vestsjællands Amt.
Fischers kulturhistoriske interesse og samfundsmæssige engagement har ført til et aktivt virke i Frederiksberg Lokalråd.
I foredraget vil Fischer fortælle om Frederiksbergs oprindelse tilbage midt i 1800- tallet, da jernbanen kom til Sorø, og om det nye, lille bysamfund, der skød op her og fra omkring forrige århundredskifte blev til en stor forstad (siger vi inde i Sorø) til købstaden Sorø. Faktisk havde Frederiksberg engang så at sige alt, sågar også sin egen biograf!
Der er fri adgang.