Af Morten Rostved, kandidat til kommunalvalget 2025 for Venstre i Sorø
Der har været mange frustrationer over den offentlige transport i Sorø Kommune, særligt i Dianalund og Ruds Vedby, hvor nedlæggelsen af bus 420 og 570 har skabt store udfordringer for både pendlere, studerende og ældre borgere. I Venstre har vi gentagne gange forsøgt at få bus 420 tilbage til Dianalund, fordi vi ved, hvor afgørende denne rute er for borgernes hverdag.
Nu er vi et skridt nærmere! Jakob Spliid, gruppeformand fra Venstre, har stillet forslag i Natur, Teknik og Planudvalget om at få udarbejdet et notat, der belyser passagertal og de økonomiske konsekvenser ved at genindføre bus 420 (Dianalund) og bus 570 (Ruds Vedby). Dette forslag blev godkendt af et enigt udvalg, og det betyder, at vi nu får et konkret grundlag at arbejde videre med i de kommende budgetforhandlinger.
Det er en vigtig milepæl, men arbejdet er langt fra færdigt. Vi ved, at god offentlig transport ikke bare handler om at flytte mennesker fra A til B – det handler om sammenhængskraft, om at give unge mulighed for at komme i skole, om at sikre ældre selvstændighed og om at binde vores kommune bedre sammen.
Vi er glade for, at et enigt udvalg har bakket op om at få denne sag belyst, og vi håber, at det endelige resultat bliver en løsning, der gavner borgerne i Dianalund og Ruds Vedby. Venstre vil fortsat presse på for at få de nødvendige midler prioriteret, så bus 420 og 570 kan vende tilbage og igen være en del af den kollektive trafik i Sorø Kommune.
Det er ikke kun et spørgsmål om transport – det er et spørgsmål om at sikre en kommune, hvor alle har mulighed for at komme frem og tilbage uden besvær. Vi ser frem til at fortsætte kampen og håber, at vi sammen kan få busserne tilbage på ruten!