Sorø Privatskole byder elever og forældre velkommen første skoledag i skoleåret 2016-17 onsdag den. 10. august.
Første skoledag starter ud i skolegården kl. 9 med fælles velkomst for elever og forældre. Første skoledag er selvsagt en af skoleårets vigtigste dage. For hvad er en skole uden sine elever?
På Sorø Privatskole fejrer de dagen med rød løber, fællessang og klapsalver i skolegården. Frem til kl. 9 bliver skolegården langsomt fyldt til bristepunktet af smilende og solbrune elever og forældre, der spændte møder ind til et nyt og spændende skoleår.
“Vi glæder os altid til gensynet med vores elever første skoledag efter sommerferien, hvor vi også byder velkommen til de mange nye elever, der har første skoledag her på skolen. Det er en helt speciel dag. Særligt for de elever, der starter i 0. klasse. Men også for os som skole. Første skoledag markerer startskuddet på det nye skoleår, som vi har forberedt til eleverne. Det er nemlig ikke kun eleverne, der står og tripper for at komme i gang igen,” forklarer
Casper Madsen, skoleleder på Sorø Privatskole.
Bortset fra den fælles velkomst i skolegården er første skoledag en stille og rolig dag på Sorø Privatskole. Efter den fælles velkomst i skolegården bliver eleverne fulgt ud i deres respektive klasselokaler af klasselærerne, hvor der er klasselærerdag indtil dagen slutter ca. kl. 11.30. Timerne bliver hverken brugt på danskgloser eller matematikregnestykker, men på at snakke om alle oplevelserne i sommerferien, afhentning af bøger og diverse forberedelser på skoleåret 2016-17.
Sorø Privatskole følger normalt ferieplanen fra Sorø Kommune. Der var imidlertid fejl i ferieplanen for skoleåret 2016-17, så kommunen trak den tilbage, ligesom en række andre kommuner rundt omkring i landet gjorde det. Sorø Privatskole valgte herefter 10. august, som første skoledag, mens Sorø Kommune senere valgte 8. august. Derfor starter skolerne
ikke samtidig dette skoleår.
Fakta.
Om Sorø Privatskole: Sorø Privatskole er en 3-sporet 10-årig grundskole, med ca. 660 elever. Der er skolefritidsordning fra 0-3. klasse og juniorklub fra 4.-6. klasse. Ud over den almindelige undervisning, har skolen et bredt tilbud med linjefag (valgfag) og frivillig undervisning i alt fra musik til science. Skolen har moderne faciliteter med fx interaktive tavler i alle klasse- og faglokaler iPad-ordning for elever i 1.-6. klasse, iPad- og MacBook-ordning for lærerne og et solidt trådløst
netværk. Skolen blev grundlagt for mere end 125 år siden, og er i dag en af de mest fremtrædende
skoler i lokalområdet.
Læs mere om Sorø Privatskole her.