Nylig udlært Industrioperatør og nu fastansat i Sorø Maskinindustri, SMI fik torsdag den 27. oktober som den første nogensinde overrakt Sorø Erhvervs Elev- og Lærlingepris.
Det var 21-årige Rasmus Kelder Johansen, som torsdag morgen blev overrasket af kolleger, familie og dommerkomitéen, der kom for at ønske tillykke og overrække pris, blomster og et gavekort på 1000 kr. til Sorø Handel og Service sponsoreret af Sorø Håndværker- og Industriforening.
Der var mange kvalificerede kandidater, som var indstillet til prisen af kolleger og/eller leder, så valget var ikke let for dommerkomitéen bestående af Erhvervschef Laila Carlsen, Næstformand i Sorø Erhvervsudviklingsråd Malene Frandsen og Bjarne Stenbæk fra Sorø Avis.
Om Rasmus sagde hans kolleger bl.a.:
– Han er den flinkeste ”dreng”, man kan tænke sig. Han er altid glad, altid parat til at give den en ekstra skalle. Og så er han enormt hjælpsom, dygtig, arbejdsom og fuld af gå på mod. Han er ekstremt vellidt blandt sine kolleger, og ALLE elsker Rasmus!
Vi ønsker Rasmus og SMI stort tillykke med prisen!
Prisen gives to gange om året til en elev eller lærling (udlært for max 6 måneder siden) ansat i en virksomhed i Sorø Kommune, og den vil blive uddelt igen foråret 2023.